Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Rode: Den rejsende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•425
stod alle vinterens stjerner og jeg syntes, jeg kunde se, at ogsaa
stjernerne, som menneskene kalder evige, skælvede for deres liv og
længtes mod døden.
Da jeg igen gik hen til bordetsmilede han og sagde: „Lad os
ikke være alvorlige. Det hele er en behagelig spøg! Skaal! Det
hele er en henrivende spøg. Jeg skal synge en vise."
Ordene i den vise, som han saa sang og som jeg her afskriver
kan kun give en svag forestilling om den virkning de gjorde da
han sang. Man maatte høre hans røst, der kom som fra en fjern
dybde og se ham for af føie den beherskede og vellystfulde gru,
der var hans sjæl i disse kaade ord. Han sad ganske rolig og
sang uden at rejse sig, uden at flakke med øjnene, uden at gøre
en eneste bevægelse, før han havde sunget til ende.
Visen lød saaledes:
Det var en nat i maaneskin
da jeg flk lyst at træde ind
i verden fra det fjerne,
Jeg hvisked: Far! — tillad mig far!
Opfyld den fordring som jeg har!
Han svared: Ja saa gerne.
Og straks mit ønske ord for orel
han hvisked sagte til min mor
(som netop var tilstede).
Og hun blev hvid, saa bleg og hvid
og hun blev rød paa samme tid
og hvisked: oh med glæde!
Saadan kom jeg i verden ind
af egen vilje eget sind.
Jeg priste høit min lykke.
Men folk de gren — ja folk de gren:
„Han tror han kom paa egne ben."
Det var en sælsom nykke.
Og der var en, eier skoggerlo:
Din vilje jo! — ja du kan tro
Den bliver snart en kryster.
Den dag du dør, er viljen skør
Da svared jeg: jeg dør ej før
Min egen vilje lyster.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
