Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Wied: Fra Skitsebogen - I. Søren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•427
manden lod ham komme og gaa, som ham lystede; ti Kunderne
havde vænnet sig saa svært til at se ham, at de spurgte efter ham,
naar han en Lørdag ikke fandtes paa sin Plads paa Bænken.
Da min Vært og jeg traadte ind ad Døren fra Gaarden,
løftede Søren Hovedet og plirede med sine smaa, runde, tørvebrune
Øjne for at drage Kending paa, hvem det var. Han havde
graa-sprængt, kortstudset Fuldskæg og svære, buskede Bryn, der, naar
han blev rigtig ivrig, kunde kravle op og ned paa hans Pande som
to Mus.
— Goddag, Søren! nikkede min Vært — naa, hvordan slæber
den a’?
— Den slæber Dælenlyneme godt a’, Hr. Møller! sagde Søren
og rettede sig.
— Er De bleven forligt med Toldforvalteren?
Min Vært blinkede til Købmanden, der stod bag Disken og
blinkede fedt tilbage.
— Den Hundsvot! fangede Søren an og for op, somom En
havde trykket ham paa et eller andet elektrisk Punkt — den
Harle-king! han under ikke Smaafolk den Bid fattige Skorpe, de stopper
i Munden; og sæl propper han sig baade med Haresteg og
Wienertærte og forlorne Skildpader, det Svin! for det har Rasmus
Skræ-der fortalt mig, der gaar i Byen for hans Mæsketryne a’ en Frue
engang imellem. Den Pejs, der ikke kunde knappe sine egne
Bukser, dengang jeg allerede var i Kongens Trøje i Aaret attenhundrede
og seksogtredve under Frederik den sjette! Hæ, jeg har vaaren
med til aa rulle fem og fyrretyvetusind Tønder Krudt baade paa
Frederiksværk og inde paa Krudthuset i København, hvor man
hverken maatte ryge Segar eller Pibe i over hundrede Alens Destangse!
og hva’ har han, den visne Kalvesnude a’ en Posekigger? hva
har han?....
— Saa, nu Møllen! lo min Vært — men jeg har sgu ikke Tid
til at høre paa den i Dag!... Værsgod, Søren, hér er ti Øre til
en Kaffepuns, saa kan han drikke Toldforvalterens Skaal.
— Jeg drikker ikke Kaffepunser, Hr. Proprietær! sagde Søren
med høj Indignation og fingrede Tiøren til sig — Kaffepunser er
den rene Urin for Folk i min Samfundsklasse! Den sidste jeg
drak, det var til Mads Hernings Begravelse den tredje November
attenhundrede og fem og halvfjerds. Jeg har slaaet mig fra
Spiritussen, ser De, Hr. Møller, det er ikke no’et for mig. Og ta’er
jeg mig en Sobrian engang imellem, saa er det en Snaps og et
Glas 01, for det véd man da, hva’ er. Men jeg har kendt Ringe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
