Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Wied: Fra Skitsebogen - II. En Synsforretning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•437
taaen paa venstre Fod ståk ud gennem Strømpen. Over hans
Ansigt var der bredt et rødt Lommetørklæde.
— Hvorfor Fanden har I lagt ham hér? spurgte Doktoren.
— Didrik derovre mente, at han sku’ bli’e liggende, hvor vi
fandt ham! lød en Stemme dybere inde fra Svinestien.
Det var Stine Ugls. En lille gesvindt Kone med et vagtsomt
Ansigt. Det graa krusede Haar ståk frem under Kappen, og et
Par store Hornbriller havde hun paa Næsen.
— Lad Døren staa aaben, sagde Doktoren — her er jo ikke
til at se en Haand for sig!
Og jeg slog den lille Dør tilbage paa vid Gab.
Lyset faldt ind over Ole. Og henne i en Krog saa’ jeg Dorthe
sidde med Hænderne foldet foran over Knæene, bleg;> rynket,
gammel men uden Taarer.
Stine var geskæftig traadt nærmere.
— Hvornaar fandt I ham? spurgte Doktoren.
— Hun kunde vel være saadan omtrent tol’-et, berettede Stine
rapmundet — Jeg ha’de lige vaaren ude i Spisekammeret og
skaaren mig en Stumpe Flæsk og sat netop og blundede henne ved
Rokken. Saa kommer Didrik farende ind og raaver: Stine! raaver
han. Og jeg ser Dorthe staa ude paa Korsvejen og gebærde sig
og raave: Ole, Ole! Og jeg bli’er jo li’som et Lam over hele
min livfødte Krop og smider Stumpen og — — —
— Vi maa ha’ Manden klædt af! afbrød Doktoren hende.
Dorthe rejste sig langsomt og kom hen til Liget.
Og begge Kvinderne begyndte at klæde den døde af.
Doktoren og jeg gik udenfor. Ude paa Vejen stod Børnene
■endnu. Nogle af de mindste var begyndt at lege, men de større
hviskede sammen og stirrede ufravendt hen mod Døren.
— Sig mig, Doktor, spurgte jeg — var det virkelig af Angst
for at komme paa Fattiggaarden, at han hængte sig?
— Ja, det siger Rasmus Prip. Og det var nok særlig, fordi
lian saa skulde skilles fra sin Kone, eller hvad jeg skal kalde
hende. Den Slags Mennesker er jo Idioter paa det Punkt! De
vil heller æde tørt Brød og Osteskorper, naar bare de kan faa Lov
at leve i den gamle Slendrian!
— Ja, det er jo meningsløst! sagde jeg
— Ja, De maa sgu da indrømme ....
— Nu er han færdig! mældte Stine fra Døren.
Og vi gik inch
Solen, eier var ved at gaa ned, skinnede ind gennem den aabne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
