Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Hagensen: Den sentimentale periode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•442
Den tid, jeg her omhandler, betegner en overgang, mellem to
kulturperioder. Det attende aarhundrede var ved at dø ud og give
plads for det#nittende; det gamle træ var styrtet, og en ny spire
skød frem, men endnu var den ikke stor nok til at give ly eller læ.
Endnu var dens grene ikke stærke nok til at give faste holdepunkter
— det vil sige: den havde endnu ikke dannet nogen livsanskuelse.
For hver kulturperiode, der har eksisteret, har der ogsaa været
en særegen livsanskuelse fremme. Den kommer som en dunkel religiøs
(ikke altid mytliologisk) følelse og vokser op i klarere og klarere lys,
indtil den, naar den er fuldt og skarpt belyst, falder sammen.
Enhver livsanskuelse maa falde sammen. Naar den er gennemskuet og
undersøgt paa alle punkter, vil man ikke kunne Ibeholde den, thi intet
livssyn er rigtig; tilværelsen kan ikke anskues.
Man vil let se, at der i en saadan periode finder et omvendt
forhold sted mellem følelse og erkendelse; naar den sidste vokser,
aftager den første. Saalænge det for tiden karakteristiske endnu ligger
svøbt i følelsen, vil livet leves umiddelbart og lykkeligt, og
menneskene ville være tilfredse med tilværelsen. Men efterhaanden som
erkendelsens — selverkendelsens — spejl bliver blankere og blankere,
og man ser sit eget ansigt deri, vil den langsomme død begynde.
Det vil gaa, som det ofte gaar i det enkelte menneskes ynglingeaar:
der fremkommer pessimisme og skepsis. I stedet for den stærke og
varme umiddelbarhed, hvormed perioden begyndte, indtræder der
phi-losopheren og kri ticeren. Nogle henfaldt da til fanatisk religiøsitet,
andre (som Rahbek) giver ganske efter for deres pessimisme, og atter
andre søge ved en slags gennemført, nøgtern rationalisme at faa
orden i deres - indre menneske og, saavidt muligt, at naa videre frem
uden nogen støttestav. Til disse sidste hørte Baggesen. Skønt ganske
og aldeles poet bares han ikke som den efterfølgende tids romantikere
af en stærk følelse. Hansj værker, der ofte ere næsten bristefærdige
af svulmen, skyldes ikke inspiration; han fortæller tværtimod selv, at
han altid i egentligste forstand udarbejdede sine frembringelser, ja
han mener endog, at kimsten er det eneste omraade, hvor ordet „labor
ipse voluptas" ikke gælder. Hans forventning om fremtidens digtning
er ogsaa værd at lægge mærke til. 1807 skriver han i fortalen til
„Labyrinten": „Jeg] er overbevist om, at det mystiske, den højere
poesi fordrer, ikke mere kan gives den, hverken i anvendelsen af den
græske og romerske mythologi, som jeg selv uheldigen har brugt —
eller i den katholske romantik, som nogle nyere have forsøgt at
indføre. Jeg tror derimod med fasthed, at den kan og vil for disse tab
vinde fuldkommen erstatning i en hensigtsfuld anvendelse af den nyeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
