Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Hagensen: Den sentimentale periode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•443
naturphilosophie, hvis levende fremstilling af naturkræfterne i mine
tanker allerede viser spirerne til en tidligere eller sildigere blomstrende
ny digter-religion. Jeg er ligeledes overbevist om, at rimets enstonige
dobbeltklang snart i de sprog, der, som i det græske, have deres
rødder i sig selv, vil vige for metrets vekseltonige énklang, og (naar
jeg undtager dets anbringelse i lette, spøgende og maaske alle til
sange bestemte. smaadigte) blot beholdes i de sprog, der have deres
oprindelige stammestavelser i døde sprog og af den aarsag mangle
følelig stavelsevægt."
Som man heraf ser, mente, Baggesen, at den ny digter-religion
o: den ny livsanskuelse, som han følte maatte komme, skulde søges i
naturophilosphien Denne mening, der ret viser det kolde, rent
fornuftmæssige syn, man havde faaet paa alt, selv paa digtekunst, faar saa
meget større interesse, sc:n den ogsaa er fremsat i andre
overgangsperioder af folk, der vilde spaa om den kommende tid; — i midten
af aarhundredet af Hauch, i vor tid af mange. Noget lignende er
tilfældet med den sidste del af citatet, der ogsaa er ganske
betegnende. Lige saa lidt som han troede, at det religiøse, de stærke
følelser, kunde tilføre digtningen de ønskelige idéer, lige saa lidt mente
han, at rimet var ham en heldig fonn. Den bundne lyrik, der er en
svulmen af følelser, saa stærke, at de ikke helt kunne finde udtryk
i de sindige ord men bryde ind i lyde — i rim — vilde han have
omformet til en mere rytmisk kunstform, til noget sikrere, mere
taktfast regelret.
Trods det, at Baggesen saaledes syntes at staa ganske kold, kan
man dog i hans egen digtning mærke spirerne til det nye.
De steder, hvor han er „følelsesfuld", ere, — det mærker man
snart — hule og opstyltede. Hans tirader og bravader ere noget af det
mindst ægte i den dansk-norske literatur. Han vilde vist selv være
bleven i højeste grad forbavset, om nogen for alvor havde troet paa,
at han, cla han ved Holstens grænse tog afsked med Olde, maatte
gaa ned til Elben og lade sine taarer rinde deri. Eller naar han
beretter om gensynet med en ven: „han hang i mine arme - - - - i
denne rus tumlede vi arm i arm til hans vaaning, hvor vi, efter at
have hvilet os et par minutter af vor bedøvelse - - - -" — da skal
man ikke straks tro, at deres taarer i virkeligheden have styrtet
omkap ovenpaa hinanden.
Men mellem alt dette kunstlede føleri lyder der dog en ægte
overtone, der giver det hele klangfarven: sentimentalitet. Ved sentimentalitet
forstaar jeg da følelsesudbmd, som^den paagældende person tilsyneladende
selv skruer op paa vilkaarlig maade, men som i grunden for en del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
