Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•459
sagfører handler overensstemmende med den tilvante opfatning af hans
ret og pligt, naar han i et vidnes minde søger at fremkalde enhver
iagttagelse, der kan tjene .hans part til fordel — overladende
modstanderen den modsatte opgave. , Ligeledes holder sagføreren sig paa
anerkjendt ret vei, naar han søger at befri et vidnesbyrd fra enhver
urigtighed eller ufuldstændighed til hans parts ugunst.
Men her er vi ogsaa ved det saare punkt. Ligesom en alt for
fremfusende iver særdeles hyppig forleder en sagfører til at stille
spørgsmaal, hvis besvarelse bliver et slag i ansigtet paa hans egen
part, saaledes fører overdreven pligtførelse ikke sjelden til en
exami-nation af vidnet, der faar et præg af persing eller vridning eller endog
ligefrem krangel. Om den nu og da forekommende sagførsel, der
vidner om, at sagføreren hverken forstaar sin egen eller sagens stilling,
eller — heldigvis sjeldnere — at han giver forklaringens sandhed en god
dag, taler vi ikke her.
Nei — det er netop de vildfarelser, for hvilke den agtværdige og
brave — ofte meget dygtige — sagfører er udsat, vi her har fæstet os
ved, og her er da ubestridelig noget at rette paa, visselig ikke mindst
inden den norske rets pleie.
Moralsk seet, skulde i denne henseende ingen skillelinje mellem
den civile rettergang og strafferetspleien være tilstedelig. Men
forholdenes egen magt medfører, at det er ikke saa, og vi er endog
villige til at tilføie, at det bør ikke være saa. Tages alene hensyn til
vidnets stilling, er det klart nok, at et formasteligt paaberaab af
„Gud den almægtige og alvidende" falder lige tungt til ansvar, enten
det fremtræder under en retstrætte eller under en straffesag. Men
paa dette sted er det nærmest sagførerens stilling, vi har for øie. Og
her maa det erkjendes, at den privat lønnede retsfuldmægtig paa
grund af sit direkte fuldmagtsforhold til parten skylder denne, om man
vil, en mere personlig repræsentation, end en af det offentlige
beskikket forsvarer skylder en tiltalt, hvis personlige engagement han endog
ret ofte vilde have afslaaet.
Grundsætningsvis kan man jo ikke overfor civilsagføreren slaa
noget af i de fordringer, man stiller til forsvareren i en straffesag,
forsaavidt vidneførsel angaar. Men det er uundgaaeligt, at hin ganske
anderledes indforliver sig med sin part, end denne med sin klient.
Baade for lønnens, ærens og fremtidsudsigternes vedkommende har
dette, „at vinde sagen", en ganske anden betydning for civilsagføreren,
end for den offentlige defensor, hvis hverv jo særdeles ofte er født
haabløst. Der udvikler sig uvilkaarlig mellem en civil part og hans
sagfører en fællesinteresse, en fornemmelse af, at de har at staa last
og brast med hinanden, som uundgaaelig maa føre denne sagførers
ensidighed videre, end en forsvarers. Dette maa nødvendigvis ogsaa
afsætte sine mærker under vidneførsel. Gj ennemsnitbg tror en civil
sagfører med ganske anden varme og styrke paa sin part og hans sag,
end en defensor tror paa en tiltalt. Det kan ikke være anderledes,
og det kan følgelig heller ikke negtes, at den mere fremtrædende
ensidighed hos civilsagføreren giver ham en tilsvarende stærkere
berettigelse til at gaa ind paa vidnerne med spørgsmaal. Med andre ord:
han har større subjektivt rum for sig, inden han overskrider grænsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
