Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Meukes: En hollandsk digter. Louis Couperus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•473
fuldstændig løb ud i sandet. Man kunde anse den for fuldstændig
fortabt, — ti den havde ikke engang en form. Men da saa overalt
de store europæiske litteraturer fornyedes og kjæmpede for at finde
nye udtryk for livet, begyndte det ogsaa at. vaagne i den hollandske
ungdom. De øvede sig først i formen, idet de erkjendte, at den, som
vil erobre kunsten, maa vandre denne besværlige vei. Selvfølgelig
kom den første impuls fra Frankrige, og i en fart omplantede de det
fremmede produkt, som kaldte sig naturalisme, i sin egen jordbund.
Men den vilde ikke rigtig trives der, ti for længe, længe siden havde jo
allerede det hollandske maleri i naturalismen præsteret det høieste,
som denne retning overhovedet kan præstere — saa digterne blev kun
bønder der, hvor engang konger havde plantet. Men iveren var stor,
saa stor, at de ikke var bange for at prostituere sin fantasi og grave
i møgdungen efter kunstens perler. Og saaledes udvekslede de sit
talent i smaa kobbermynter. Men den tid kom, at de hollandske
digtere opdagede sit eget land. Fra naturalismen kom de til psykologien,
og af Bourget lærte de at begribe det moderne menneske. De sociale
traade og sammenhæng havde Zolas skole paa fortrinlig maade lagt frem
for dagen, men endnu var det udgaaende aarhundredes menneske en
uløst gaade. Og om hollænderne end i sin søgen endnu ikke havde
fundet nye kunstverker, saa opdagede de dog den gyldne port, der fører
ind til den menneskelige sjæl. De naaede frem til den bevidsthed,
hvortil nu al kunst er kommen, bevidstheden om, at digtningen aldrig
kan være selve livet, men kun dets symbol og dets ekstrakt. Og af
denne grund vilde de ikke længere fremstille det, men kim resumere
det. De overlod til det praktiske liv at løse de sociale spørgsmaal,
— selv søgte de udtryk for menneskets længsel, denne længsel, som
aldrig vil stilles, saalænge vi staar med frugtesløse spørgsmaal foran
vor tilværelses gaade. Aarhundredet gik til ende; revolutionens
lovpriste aarhundrede; livet var ikke blevet skjønnere; videnskaben havde
ingen trøst kunnet give, menneskeheden var bleven træt og stod paa
fallittens rand. Saa vilde da kunstnerne efterlade de kommende
aarhundreder de traurige mindesmerker om sine lidelser, og de reiste dem
i store symboler, og fordi de endnu skammede sig for at sige alt,
udtrykte de sig i hieroglyfer. Deraf det ofte uforstaaelige i
symbolismen. Fra videnskaben vendte de tilbage til den gamle skjæbnetro
og til sine ungdomsaars gyldne eventyr; og de søgte lykkens blaa
blomst. Frederik van Eeden, en af deres yngste og mest
begavede digtere, har med vemodig og dyb poesi fundet udtryk for denne
længsel i „Den lille Johannes". Her skildres, hvorledes gutten
Johannes paa allehaande maader gaar vild i sin søgen efter verdens
lykke. Jo mere han fjernede sig fra livet og gik ind i eventyrets
verden, desto traurigere blev hans gemyt, og han længter tilbage til
det sørgelige, syndige liv med dets kvaler og haarde pligter. Han
havde søgt eventyrskikkelser, fordi menneskene havde gjort ham ondt;
men da han holdt paa at fortvile over sin store ensomhed, traadte et
menneske ham imøde for at trøste ham og føre ham tilbage til livet:
„Johannes strakte hænderne imod ham. Men mennesket pegte paa
det blinkende fartøi, som langsomt svømmede videre paa ildveien. —
J5Se," sagde han, „dette er veien til alt det, som jeg har længtet efter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
