Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Meukes: En hollandsk digter. Louis Couperus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•474
Nogen anden gives der ikke. Nu kan du vælge. Der er det store
lys, der vil du selv være det, som du begjærer at kjende. Der", og
han pegte mod det dunkle østen, „hvor menneskeheden er og dets
smerte, der er min vei. Ikke den lygtemand, som du har slukket;
men jeg skal ledsage dig; se, nu ved du det. Vælg." — Da vendte
Johannes øiet fra Windekinds vinkende skikkelse, og han strakte
hænderne ud mod det alvorlige menneske. Og med sin ledsager gik han
mod den iskolde nattevind den tunge vei til den store, mørke stad,
hvor menneskeheden yar og dens smerte — — —"
At vende tilbage til livet, at betragte det fra dets høider og tyde
dets symboler, det er hovedtrækket i den nye hollandske digtning,
hos Nets cher saavelsom hos Seipgens, Vosmeer, de Spie og
E m a n t s. Men mesteren for denne symbolistisk-realistiske digtning
■er Louis Coupe rus. Han er den dybeste blandt de dybe; han
er kunstner i en tid, da litteraturen mere og mere fjerner sig fra
kunsten. Han har ingen anden tendens end at udtrykke sine følelser.
Han begyndte med lyrik, men den var ham for trang, fordi han havde
saameget at sige. Men lyriker i ordets mest ubegrænsede betydning
er han dog forblevet i sine romaner, fordi han bestandig gir udtryk
for de store livsstemninger. Det er en sælsom poesi, hans pen
fremtryller; vistnok er det dette livs poesi, men saaledes som man føler
den paa de store høider. Couperus er ligesom litteraturens bjergstiger;
han elsker at betragte livet i sin helhed fra vældige høider, hvor det
virker med betagende skjønhed, og hvor luften er ren og let. Han
skildrer mennesker, som ikke har andet kald end at leve, mennesker,
som rammes af en skjæbne. Ikke den skjæbne, som vokser ud af
sociale forholde og bestemmes af tilfældet, men den skjæbne, som
slumrer i vor sjæl og leder vort liv, denne mystiske magt, som de
gamle digtere besang, og hvis poesi naturalismen ikke kjender.
Og fordi Couperus’s figurer staar fjernt fra døgnets kampe, derfor er de
heller ingen „handlingens mænd", men for det meste kvindelige naturer
med fin sensibilitet, mænd med kvindelige sjæle, kvindelige bevægelser og
de lidendes udtryksfulde hænder. Dette er ganske vist dekadencens
bekjendte typer, saaledes som Boiirget har formuleret dem,
drivhusplanter, som dør af sin egen duft, senkomlinger i et dødstræt
aarhundrede, som vil fornye sig, men er saa fuld af atavistiske dufter,
at de falder sammen under disse kampe; reaktionære med umætteligt
begjær efter det nye, som er for syge til at leve og for seige til at
dø. Man vil sige, at denne type allerede er ældgammel, og at den
har fundet sine mestere i alle moderne litteraturer, ialfald i Bourget
og Ibsen. Men Bourget har kun kritiseret den, har paa en vis maade
udtrykt den matematisk og ikke digterisk, og Ibsen blandede dem
sammen med tidsproblemer og gjorde dem endnu mere hermafroditisk,
end de allerede er. Couperus har den fortjeneste at have fikseret
dekadenten rent digterisk. Han er ifølge sin anskuelse og sin natur
en hedensk digter, en besynger af skjæbnen, for hvilken han finder
store tragiske toner, der minder om oldtidens forfattere. Men han er
paa samme tid moderne som ingen anden; han bærer alle en
dekadencedigters merker — den store finfølelse for alt nerveliv, der er det
eiendommelige for moderne kunst. Han har den draabe af det reak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
