Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Den vilde hind - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
— Det var bare nogle underlige støn, og hun greb sig for brystet
med et udtryk af ulidelig smerte i sit. ansigt, som blev hun
sønderslidt indvendig. — Det varede ogsaa kun et øieblik; straks efter
lo hun.
Næste clag reiste vi begge hjem, hver til vort. Hun til sin
fader, som havde store skove i La Plataegnen, jeg hid til Ungarn.
Aldrig et øieblik havde jeg, medens vi var sammen, tænkt paa
egteskab og saadant. — Jeg var jo ganske ung, og desuden var
den lærdom, min fader havde indprentet mig, at man aldrig maatte
tage tilegte udenfor sin stand, heldigvis gaaet mig aldeles i blodet.
Efter at jeg var kommen hid til Ungarn, henflød ogsaa en tid
i fred og ro. Aldrig var hun ude af mine tanker (og jeg maa
til-staa, at hun heller aldrig siden har ganske forladt dem), men med
ungdommens lykkelige evne til at destillere al smerte over i
nydelsesrig melankoli, vidste jeg jo ogsaa straks at finde mig tilrette nu.
Jeg hørte gjerne paa vore bønders sørgmodige musik; mangen
søndagsaften hentede jeg dem op paa slottet. Jeg lod dem spille
for mig, medens jeg sad alene-i den store halvdystre sal og drømte
om hende, til jeg mangengang var grædefærdig.
Jeg hørte ogsaa gjerne deres sange, særlig var der en, jeg
altid maatte have omigjen og omigien. Nu har jeg glemt det hele
undtagen de to sidste strofer. De lød saaledes:
Hør mig, lille moder, før os sammen begge,
I en fælles grav du skal os sammen lægge
Munden imod munden, panden imod panden,
Under jorden skal vi tale til hinanden.
Ja, ikkesandt! Det er utilgiveligt sentimentalt. Og jeg smiler
jo ogsaa nu, naar jeg skriver det ned.
Paa denne maade levede jeg meget lykkelig i hele to aar. —
Ja, hvor jeg havde det deiligt i den tid! Og det vidunderligste af
det hele var denne stadige følelse af at være saa bundløs
ulykkelig; ak, hvad det dog var en charmant fornemmelse!
Men saa var det en dag jeg fik etpar linjer fra hende om, at
hun var gift. Og da var clet først, jeg begyndte at elske hende.
— Elske hende saa udover alle maal og grænser, at jeg vilde have
sat mig udover min tantes formaninger og mine venners spot, saa
at jeg vilde have trodset mine traditioner og simpelthen gjøre hende
til min hustru.
I samme sekund som jeg saa dette fatale brev var min
beslutning fattet. — Jeg var — som jeg nu skjønner — grebet af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
