Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Obstfelder: Edvard Munch. — Et forsøg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
Men de, han gjennemlevet vil han gjengive. Stiller hans kunsts
overleverede midler ham grænser herfor, da vil han søge at flytte
grænserne.
Det er kun de, der er fødte i en speciel kunstart, der kan det.
Ti de modtager mere end os andre livsindtrykkene gjennem den
specielle sans, som deres kunst skal gaa igjennem. Jeg kan tænke
mig, at naar Munch engang i sin barndom har set en død, da har
han først og fremst set farven paa lagenet i det øieblik. Naar han
saa ti aar efter tænker paa død, da ser han atter den farven
paa det lagenet i hint øieblik.
Overalt er i hans malerier mennesket tilstede, mennesket, som
føler, elsker, lider, — lige til mennesket som samfundsdyr. Der
var en tid, da han ikke kunde la være paa sine landskaber at
sætte et hode, ansigt eller lignende. Det skulde betyde mennesket,,
som kom i den eller den stemning, eller af sit eget gav landskabet
den eller den stemning.
Paa hans deilige stjernebillede findes der en pukkel, som
egentlig er et træ. Jeg kunde aldrig rigtig faa tag paa den, jeg kunde
ikke smelte den ind i min stemning. Saa kom jeg til at opdage
det samme motiv som radering. Der havde han tilføiet to hoder,,
mand og kvinde, store og svære og sælsomme staar de der og
dækker hele stjernehimmelen. Da fik jeg pukkelen ind. Begyndte
endog at holde af den. Kom til at huske, hvordan jeg havde gaafc
om nætterne, og trær og stene og høstakker var blit til det
utrolige, farver havde jeg mer anet end set, havde mer følt naturen
end rigtig vidst, hvordan den var.
Men ogsaa om der ingen menneskeøine er til forklaring,
merker man kunstnerens trang til at gribe billedet, mens hjertet endnu
slaar friskt bagom, før refleksionerne er vaagneder og tingene har
faat de skarpe, objektivt virkelige omrids.
Det er dette, man karakteriserer som maleriernes uudførthecL
Undertiden er de vel ogsaa skizzer. Men oftere giver de saa
afgjort og saa uimodstaaelig et følelsesbillede, at det maa ha kostet
fuldt saa meget arbeide og omtanke at fastholde dette, og at
abstrahere bort alt det, der vilde paavirke andre sider af vor
modtagelighed, som det vilde koste at „udføre" et billede.
Han vælger ogsaa fortrinsvis sine motiver der, hvor følelsen
vælder frem i al sin styrke, kjærlighed, død, sygdom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
