Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Obstfelder: Edvard Munch. — Et forsøg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
For mig er lians Madonnabillede indbegrebet af hans kunst.
Det er jordens Madonna, kvinden, som føder i smerte. Jeg tror,
man maa gaa til russisk litteratur for at gjenfinde en saa religiøs
opfatning af kvinden, en saadan forherligelse af smertens skjønhed.
Det som ligger paa bunden af livet er ikke klart for vore øine,
hverken i form, farve eller idé. Livblivelsen har omhyllet sig med
en hemmelighedsfuld deilighed og skræk, som ikke ti menneskelige
sanser vilde kunne definere, men som en stor lyriker kan be til.
Længselen efter at hæve det menneskelige ud og op, forstørre
paany det, som vort daglige stræv bar formindsket, vise det i sin
oprindelige gaadefuldhed, den naar her sit høieste og blir
religiøsitet.
Det er kvinden som den, der i sin livmoder bærer jordens
største under, Munch ser. Han kommer atter og atter tilbage
hertil. Han søger at fremstille i al sin gru det øieblik, da følelsen
deraf vaagner hos hende selv, han maler den kolde, sorte skygge
sterkt paa væggen forat sætte os levende ind i det.
Han maler aldrig som franskmændene kvinden for sig selv,
som hvidhed og rundhed. Hun er for ham med i den
sammenhæng, der gaar gjennem hans billeder. Han maler heller
kjærligheden end kvinden, — kysset, som træder frem fra mørket, parret,
hvem elskoven foran den store natur gjør alvorlige og angstfulde.
Munchs første malerier hænger endnu ved den regelbundne
impressionisme. De er da ogsaa mer fuldendte end de fleste af
hans senere. De er vakrere. De har noget skjært, sårt og
sjælfuldt, som de senere mister.
Saa var det den voldsomme higen, kom mod sterkere og
alsidigere at faa frem jeg’et. Ogsaa sprængte livet mere og mere paa.
Det sprængte enhver form. Det skulde sprænge enhver form —
og det skulde dog ha form. Der skulde fortælles ikke bare om
død og det, som blegner, men ogsaa om det, som gaar forud og er
bagom, bevægelsen, spillet, følelsen. Der blir mer fart i billederne,
det syder mere i dem, de har bedre farver og skarpere
modsætninger. Og udaf en masse forsøg til alle sider, undertiden
mislykkede, altid interessante, reiser der sig tre, fire, fem verker.
Men under disse aars stræben er der kanske sider af hans
personlighed, der er kommet til at ligge brak. Munch har mere
end følelse, han har ogsaa aand. Hans portræter viser det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
