Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: George Egerton: Keynotes — Discords
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
tyde, hvorledes hun tænker sig det nye kvindeideal og det nye
forhold mellem mand og kvinde.
Den har til motto disse ord af Drummond: „Love is the
su-preme factor in the evolution of the world" („kjærligheden er den
høieste faktor i verdens evolution") og er en drøm om kjærlighed,
ikke uden sin skjønhed, dristig og uvirkelig som et feeventyr. Vi
gjør bekjendtskab med en ung, flot frue, engelsk født og bosat i
Kristiania; etsteds i nærheden eier hun et gods. — Hun er nylig
biet enke med „en indre hoverende glæde over at være sin egen
herre igjen." Men hun lider under en indre tomhed, en trang til
et maal for sit liv. Hendes husjomfru — for hvem hun udøser
sit hjerte med en i det forhold merkværdig fortrolighed, — i det
hele eiendommelig for menneskene i G. E.s bøger en ægte
kvindelig trang til at udøse sig for hverandre, — foreslaar
arbeide for missionen: „Pyt, jeg tror ikke paa det der, Aagot.
Hvorfor i al verden skal man sy flonelskjørter til de stakkels smaa
negerbarn ude i Zanzibar? Jeg er sikker paa, det er langt
behageligere for dem at rulle sine smaa brune kropper i det varme
sand! Jeg skulde gjerne gjøre det selv. Det er en æstetisk synd
at sende ud til dem kristne figenblade i form af hæslige —
mønstrene er altid hæslige — klædningsstykker, syet af fromme fingre
her hjemme . . . Ved du, jeg tror, filantropi er en mandlig
egenskab; man finder ikke som [regel, at kvinden ødsler sin
hengivenhed paa mennesket som abstrakt. Kjærligheden gjør hende
snevrere heller end bredere, medmindre hun har lidt skibbrud i den;
da stykker hun den undertiden ud i brøkdele. Jeg vil ha noget
for mig selv."
Aagot antyder herreselskab som en adspredelse.
. . . „Uf nei. — Jeg vil gjerne de skal beundre mig, der er
en vis spænding ved det; men naar de vil komme mig nærmere,
faar jeg en slags uvilje mod dem. Jeg vaager skinsygt over mig
selv, man ser saa meget af dyret hos dem, naar de er forelsket.
Undertiden gjør det mig ondt for én, og jeg spør mig selv: „Kunde
jeg gifte mig med ham?" — og saa gyser det i mig. Det er
æk-kelt, altsammen, med mindre man har, hvad én har kaldt
„kjærlighedens hvide ild" til at brænde ud al dyriskheden, hellige den paa
en maade."
Saa tar hun en sommereftermiddag ud til Bygdø, og mens hun
sidder derude, — i nærheden af „Paraplyen" — træffer hun den
mand, som skal faa en afgjørende indflydelse paa hendes liv, under
høist eiendommelige omstændigheder. Han ligger og sover under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
