Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet - Ernest Renan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
den historiske kritik og videnskabelige iagttagelse kan arbeide med
sikkerhed, efter bestemte regler, men han har vovet at paastaa, at
der udenfor dette omraade indgaar i kritikken en ikke ringe del
subjektivitet, takt, gjætning og kunst. Han paalægger os at tvile,
hævder, at det sikres omraade er yderst begrænset, at netop de ting,
vi helst ønsker at vide, ligger udenfor dette. Man kan om Renan
sige, at han aldrig er blevet narret, fordi han frivillig har ladet sig
narre. Det forklarer, at han paa samme tid er den uforlignelige
kunstner og den store lærde. —
Ernest Renan.
Intet er enklere og jevnere end Renans liv. Det har helt og
holdent været fyldt af studier, undervisning og familjeglæder.
Hanseneste adspredelse var enkelte reiser og samtaler ved middage hos
venner og i nogle faa saloner. — Dette saa rolige og lykkelige liv
kjendte dog ogsaa storme, men det var indre storme, rent intellektuelle,
moralske og religiøse brydninger. —
Renans far var af gammel bretagnerslægt, fra en af disse gamle,
ærværdige landsbyer i Bretagne; sønnen arvede efter ham racens hang
til fantastisk drømmeri. Moderen var en from, men livlig
gascogner-kvinde med lyst sind; hos Ernest merkede man bretagnerens overtag
over gascogneren; alvoret prægede først og sidst, hvad han har tænkt,
gjort og skrevet.
Allerede tidlig fik han fattigdom og nød at føie; men han lærte
netop herved at føie varmt for de fattige, de ringe — for folkets store
mængde. I sine sidste aar pleiede han med forkjærlighed at besøge
sit gamle hjem, han vilde ikke lade det lille hus, hvori han var
opvokset, gaa fra sig. .
Paa skolen vandt han straks sine læreres yndest ved sin skarpe
intelligens og kvikke hoved; han tog altid de første præmier med
lethed. I et seminar, ledet af prester, fik han sin undervisning, og i
den tid gik hans tanker kun ud paa at blive en dygtig og nidkjær
sjælesørger. 15 aar gammel kom han til Paris, hvor han ligeledes
tog sine lærere med storm. Ved Saint Sulpice-seminaret, dengang et
midtpunkt for de orientalske studier, vakte han straks de største
forhaabninger om engang at kunne blive en af dets største lys; de
ærværdige fædre anede ikke, at netop disse studier skulde fjerne ham
fra dem.
Ved at lære Renan sammenlignende og kritisk filosofi gav
seminarets prester den unge tænker netop det vaaben, som i hans haand
førte til negation og tvil. Hans klare, gjennemtrængende og oprigtige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
