Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
Kars og Elisabethopol. Men personlig har jeg ikke modtaget nogen
bekræftelse herpaa.
Naar en dukhobor negter at gjøre krigstjeneste, forklarer han
kort gjennem spørgsmaal og svar, som er forberedte paa forhaand,
grundene til sin vægring. Her er de faa ord, saa simple, men saa
fyldte af kristelig tanke:
Spørgsmaal: Hvorfor vil De ikke tjene keiseren?
Svar: Jeg vilde gjerne opfylde keiserens vilje, men keiseren
byder mig at dræbe mennesker, og det vægrer min sjæl sig. mod.
Sp.: Hvorfor vægrer den sig?
Sv.: Fordi Frelseren har forbudt at dræbe mennesker, og jeg
tror paa Frelseren og opfylder den guddommelige vilje.
S p.: Hvem er du da ?
S v.: Jeg er kristen.
Sp.: Hvorledes er du kristen?
Sv.: Derved, at jeg forstaar den sande betydning af Kristi ord,
og derved at jeg ikke vil gjøre, hvad De gjør.
„Efter dette," sagde den dukhobor, som meddelte mig disse
spørgsmaal og svar, „kan regjeringen intet mere faa ud af os."
Saaledes begyndte allerede ivaares dukhobor’erne at gjennemføre
sin beslutning om ikke længere at gjøre krigstjeneste og ikke længere
at underkaste sig autoriteterne i noget, som stred mod Kristi lære.
Snart blev tilfælde af konflikt med øvrigheden hyppigere og
hyppigere. — Her er nogle karakteristiske eksempler:
En fange var gjennem flere stationer ført til dukhobor’landsbyen
Rodionovka for derfra at bli ført videre. Det blev Theodor LebedefF,
Matvei’s faders lod at ledsage fangen. Theodor Lebedeff erklærer til
starosten, at han ikke vil føre fangen, da han ikke under nogen
omstændighed vil tvinge ham mod hans vilje, og derfor mente lian, lian
var overflødig. Han bad ham at underrette administration an herom.
Starosten svarede; „Jeg vil ikke forraade dig, det faar bli din egen sag.
Jeg bringer dig fangen, og saa faar du gjøre, hvad du vil."
Theodor gik hjem, og kort efter førte virkelig starosten fangen
til ham og gik sin vei. Theodor behandlede, denne som sin gjest;
han lagde i ovnen til ham, gav ham mad og drikke og flk ham
tilsengs. Den følgende dag, da han saa, at fangen ikke havde penge,
gav han ham en sum til reisen og førte ham ud af landsbyen. Da
de var komne forbi (fe sidste huse, viste han ham to veie: den ene i
retning af hans fængselssted, den anden i retning af friheden; og han
lod ham selv vælge. Fangen valgte den første vei og gik til det
betegnede sted. Denne kjendsgjerning havde ingen videre følger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
