Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
2000 personer tilstede. Det eneste vi var bange for var, at politiet
skulde bindre os i vort forehavende. Derfor var ingen varskoet paa
forhaand. Heldigvis kom der ingen forhindringer. Der kom ofte
indbyggere fra andre landsbyer, armeniere; men denne nat var der ingen,
som kunde angive os. Baalet brændte til om morgenen, og derpaa
begyndte vi at bede og synge salmer. Da bønnerne var forbi, gik
hver til sit, og vi ventede paa, hvad autoriteterne vilde sige. Hele
den følgende dag gik rolig. Om aftenen samledes vi atter paa det
samme sted og brændte levningerne, for at intet mere skulde kunne
benyttes. Vi havde medbragt kul og vedtrær for at tænde et stort
baal og smelte alle metalstykkerne. Natten gik uden forstyrrelse.
Morgenen kom, og vi begyndte at bede. Mængden var større end
den foregaaende dag; der var kvinder og børn. De, som boede altfor
langt borte, var komne kjørende.
„Som sagt, havde vi af frygt for at møde forhindringer
hemmeligholdt vor beslutning om at brænde vaabnene. Vore naboer, de
dukho-bor’er, som er uenige med os, saa nok, at vi forberedte noget; men
da de ikke vidste, hvad vi vilde, og da de saa os samle vaabnene
sammen, troede de, at vor hensigt var at angribe vaisenhuset, aarsagen
til vor strid. Medens vi ventede paa, at regjeringen skulde deportere
os paa grund af vor vægring ved at gjøre militærtjeneste, havde nogen
af os truffet forberedelser med en lang reise for øie. Vore fiender
troede da, at vi forberedte os paa oprør og plyndring. De var saa
bange for et angreb, at de varskodde politiet, og til landsbyen
Gore-lovka, som beboes af dukhobor’er af det lille parti, kom der to
bataljoner infanteri fra Aleksandropol og to afdelinger kosakker fra Ardagone.
„Saaledes var tropperne rede, og guvernøren begav sig til det
sted, hvor man troede oprøret skulde udbryde. Ankommen til
Gore-lovka sendte han bud til de syv landsbyer med den ordre, at alle
dukhobor’erne skulde komme til Bogdanovka, hvor star s cliin a’en
boede, og hvorhen han ogsaa selv vilde begive sig. Alle de
dukhobor’er, som ikke havde været tilstede ved bønnerne, adlød. Men vi
holdt bøn og ventede paa, hvad der vilde ske. Et nyt bud kom med
ny ordre, at vi straks skulde komme til Bogdanovka for at hilse paa
guvernøren. Da vi havde besluttet ikke at bøie os for nogen
autoritet, men adlyde Grud alene, svarede oldingerne: „Eor øieblikket
holder vi bøn, og før vi er færdige dermed, gaar vi intetsteds hen.
Dersom guvernøren vil os noget, kan han kun komme til os; vi er
tusinder, og han er bare én." Og vi fortsatte med at bede og synge
salmer. Et nyt bud fik samme svar; vi vedblev endnu at synge sal-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
