Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Fonsegrive: Hedenskab og kristendom - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
og de mest konsekvente hedninger er derfor de hinduiske fromme, som
indskriver bønneformularerne paa vingerne i et træhjul og overlader til
vinden at præsentere dem for guderne. En religiøs mekanik, det er
det endepunkt, hedenskabet maatte munde ud i. Bønnemøllen er mere
end en manifestation af denne religiøse grundopfatning, den er dens
høieste udtryk og sidste konsekvens.
Og herved sættes vi istand til at trænge dybere ind i
hedenskabets væsen. Guddommen betragtes ikke blot som værende i
menneskehedens tjeneste, men menneskeheden smigrer sig med at kunne opnaa
denne tjeneste og ligesom fremtvinge den ved alslags ufeilbarlige og
mekaniske opskrifter. Den hedenske gud ligner et pengeskab, som
man ingen nytte har af, medmindre man kjender hemmeligheden ved
laasen. Derfor ser man det hedenske presteskab faa større og større
betydning. Det alene kjender den hemmelige ritus, de magiske
formler, som tvinger guderne til at tilfredsstille menneskenes ønsker. Der
er en hemmelig opskrift paa den kage, som kan lukke Cerberus’s tre
gab ; en magisk guddom aabner indgangen til underverdenen, og
Proteus vil kun ud med sine orakelsvar til den, som har kunnet
overraske ham. Alle guder er Proteus’er, allesammen kan de underlægges
mennesket, dersom han kjender de magiske formler, som de ikke kan
modstaa.
Ti guderne er underkastet skjæbnen. De lyder selv mystiske
love. Cicero bemerker i de Devincitione, at spaadomsevnen beror paa
troen paa verdensfænomenernes sammenhæng. At en kraake skriger
tilvenstre eller at himmelens ild slaar ned tilhøire, er sikkert ikke i
og for sig en lykke eller en ulykke, men disse to fænomener er
forbundne med alle de andre, de staar altsaa i korrespondance med
fremtiden, ligesom de ogsaa er det med fortiden; de kan altsaa betegne
og forudsige fremtiden, ligesom de er istand til at minde om fortiden.
Spaamanden er det inspirerede menneske, som, ifølge en medfødt kraft,
griber tingenes indre forbindelser, som er skjult for almindelige
mennesker. Han ser fremtiden i nutiden og i fortiden, fordi, som Leibnitz
senere udtrykker det, nutiden fremgaar af fortiden og er frugtsommelig
med fremtiden. Nu er guderne, skjønt usynlige, dog ingenlunde
fremmede for vor verden. De er som vore gjester og bordfæller. Selv
deres viljer, som er mere klartskuende end vore eller rettere: mere
underkastede skjæbnens love, kan helt og holdent bestemmes af os,
dersom vi forstaar at. benytte os af disse love. Deres indgriben er
nemlig afhængig af bestemte og uforanderlige love. Det er altsaa
tilstrækkeligt at kjende og benytte den ritus, som hindrer den for os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
