Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Fonsegrive: Hedenskab og kristendom - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
uskadelige indgriben, og som derimod paabyder den gavnlige. Bøn og
offer er de nøgler, som lukker lidelsernes kilde, og som aabner til de
guddommelige velgjerningers skatkammer. Men naar nøglen har
udført sin tjeneste, naar kilden er lukket eller floden har sit frie løb,
saa staar det ikke mere i gudens magt at tilfredsstille sin
ondskabsfuldhed eller at negte sine velgjerninger, end det staar i en kanals
magt at lade sine vande rinde, naar slusen er lukket, eller at stanse
deres løb, naar den er aabnet.
Den vilde fetischdyrker tiltroede endnu sin gud magt til at indrømme
ham eller negte ham sine tjenester; hedningerne tilkjender ham ikke
længere denne magt. I en forstand er udviklingen gaaet baglængs.
Den vilde føler sig mere under afhængighed af sin gud end hedningen.
Naar den sidste har opfyldt formlerne og ceremonierne, kan han føie
sig sikker paa, at guden opfylder kontrakten, eftersom pagtens
forpligtelser paa lige vilkaar er paalagte hegge parter af skjæbnen. Fetischen
kunde unddrage sig kontrakten, den hedenske gud kan det ikke
længere; ikke fordi han er mere moralsk og drives til ordholdenhed af
sin vilje, men fordi han er mere lig naturens mekanismer og helt og
holdent er afhængig af skjæbnen. Naar den religiøse skræk og
følelsen af en mystisk magt endnu lever hos den fromme hedning, saa er
det, fordi han er uvidende om de guders antal og egenskaber, som
muligens hænger sammen med hans liv, og fordi han endnu ikke
kjender de rituelle formler, ved hvilke han kan være sikker paa at undgaa
deres vrede og vinde deres gunst.
in.
Paa denne maade udviklede hedenskabet sig, og i det
øieblik, da den heraf følgende aandstilstand blev mere og mere
skrøbelig og begyndte at blive sig sin elendighed bevidst, i det øieblik,
da Lukrets i raseri mod guderne havde istemt sin hymne til Epikur
og til aandens frigjørelse, — saa blev der prædiket en ny lære for
verden. For længe siden havde denne læres principer været
forkyndte af et lidet orientalsk folk, der i sine ærværdigste bøger
betegnede dem som selve Gruds ord; ofte forglemte eller miskjendte var
dog aldrig disse principer fuldstændig forsvundne. Stifteren af den
nye religion, Jesus, som var et barn af dette folk, mente ikke at
omstyrte den jødiske religion, men snarere at gjengive den dens indre
saft og livskraft, at fuldstændiggjøre og hæve den, og, som han selv
siger, at bygge et nyt tempel, men paa det gamle tempels grundvold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
