Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Fonsegrive: Hedenskab og kristendom - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
Hvad lærte da den jødiske religion, og hvori adskilte Israels
religiøse grundopfatning, gjenoptaget og udvidet i kristendommen, sig
fra hedningernes opfatning? Det første bud i den jødiske lov er
allerede nok til at oplyse os herom. Jahveh befaler Israel at tilbede
ham alene og ikke gjøre sig udskaarne billeder. Derpaa bekjendtgjør
han de andre bud. De paalægger mennesket rent moralske forskrifter:
hvile paa den syvende dag, agtelse for familjeautoriteten, for andres
liv og eiendom og endelig sedelig afholdenhed, Ikke fornøiet med at
forbyde umoralske handlinger, kræver Jahveh af mennesket, at det
skal herske over sine tanker og begjær. Den tjeneste, han kræver,
er ikke mekanisk og legemlig, han forlanger tjeneste af hele
menneskets væsen, en lydighed, som skal naa ind til sjælens inderste dyb.
Han kræver ret til at raade over hele mennesket og dets inderligste
ønsker. Denne Gud „gransker hjerter og nyrer;" det offer, som
behager ham, er „et sønderknust og ydmygt hjerte;" han trænger ikke
„bukkers og gjeders blod;" han forlanger især at herske over sjælens
indre drivfjedre, og han dømmer, at mennesket intet har givet ham,
naar det har berøvet ham sit hjerte.
Ganske vist er kultus’ens ydre former nøiagtig fastslaaede, men
de er alle gjennemaandede af en latent symbolisme; ingen af dem har
værd i og for sig, men blot ved de erindringer, de fremkalder, ved
de tanker eller følelser, de vækker. Ofte glemmer hebræerne denne
symbolisme og behandler Jahveh som en hedensk gud; de haaber at
kunne kjøbe hans beskyttelse eller undgaa hans vrede ved ydre
reli-gionsøvelser, undertiden glider de endog ned af skraaplanet og falder
ned til virkeligt hedenskab; de tilbeder nabofolkenes guder, og den
fønikiske Baal og den syriske Astarte faar sine statuer saavelsom den
ægyptiske Ammon. Men profeterne fornyer stadig Jahvehdyrkelsen,
og de minder om, at denne dyrkelse fremfor alt er en indre kultus,
som bestaar i hjertets lydighed og viljens underkastelse.
Saaledes indeholder den alliance, som Jahveli sluttede med sit
folk to eiendommeligheder, der adskiller den fra enhver kontrakt
mellem de hedenske guder og deres troende. Det er for det første det,
at Jahveh taler som herre og suveræn. Han tilstaar gavmildt Israels
sønner sin gunst og sin beskyttelse; men saa kræver han til gjengjæld
tilbedelse og lydighed. Han forbeholder sig at høre paa deres bønner,
naar det behager ham, og efter sit eget forgodtbefindende at raade
over deres skjæbne. Han forpligter sig kun til at hjælpe dem, som
tjener ham. Han vil frelse dem, men efter sit syn, til sin tid, og
efter sit forgodtbefindende. Her er ikke guddommen længere forpligtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
