Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Kvinden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
vordende mors paa forhaand udrustet med evnen til at optage og
hegne om livets spire, hans som den udadvendte, skabende, altid
optagne med at forme verden efter sit billede.
Det siger sig selv, at denne dybe forskjel i art vil gjøre sig
gjældende fysiologisk som psychologisk i alle forhold, — og ikke
mindst i disse to væseners intimeste gjensidige forhold, kjærligheden.
Hendes følelse vil i de ileste, om ikke alle tilfælde faa et anstrøg
af moderkjærlighed, han vil, tryg i besiddelsen, igjen vende sig udad
mod det arbeide, hans natur paalægger ham at lægge sine evner i.
Men det skal slaaes fast, at det moderlige, som noget i sig
selv eksisterende, uafhængigt af manden lever sit liv ogsaa udenfor
det forhold, som betinges af ham.
Det er en hæder mere for vore store digtere, at de har
forstaaet dette essentielle i vor natur, at det gaar som den røde traad
gjennem alle deres digtnings bedste, mest levende kvindeskikkelser,
dem vi gjennem dette trods alt føier os i slægt med.
Man behøver bare nævne af den senere digtnings navne som
Tomasine Rendalen, Ragni, Ella (En dag), fru Bente (Niobe), —
ja selv hos Hilde, kvinden i knop, dæmrer det moderlige og mildner
den ungdommelige vildhed og hensynsløshed, og hos eiendommeligt
anlagte naturer som Josefine (Paa Guds veie) og Rebekka West
(Rosmersholm) er det dog tilslut denne samme indre magt, som
seirer og bringer forsoning.
Det moderlige elements totale ødelæggelse forklarer tilstrækkelig
en natur som Hedda Gablers og giver hende dette drag af det
rædselsfulde, det uforsonede og uforsonlige.
Den storhed, som slaar os imøde fra denne digtnings kvinder,
føler vi en sikker gjenklang af i vort indre, og lytter vi nøiere,
hører vi, det er det moderliges streng som vibrerer de fulde toner
udenfra imøde.
Paafaldende bliver det, paa den anden side, hvor lidet dette
centralt kvindelige gjør sig gjældende i vore kvindelige forfatteres
arbeider. Man faar indtryk af, at de har faaet sin udvikling i
kvindeemancipationens skole og siden ikke formaaede at skille sig
af med dens skylapper.
Man ser dem optaget med kjærlighedsforholdet mellem mand
og kvinde, med den enslige kvinde, den barnløse kvinde og med
hustruens kamp for sin personligheds ret inden egteskabet. Dette
selv derimod i sin sammenhæng med slægten, barnet, synes ikke
at interessere dem videre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
