Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Kvinden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Det blev f. eks. Jonas Lie. som tog op et for kvinder saa
aktuelt emne som moderen af den tidligere generation i kamp med
børnene om tidens ideer.
Skulde ikke denne mangel ved disse forfatterinders arbeider
være en væsentlig aarsag til, at deres digtning spiller saa liden
rolle i vort liv, synes os saa mat og blodløs?
Det er det dybe greb, der mangler, det lyttende øre, der
opfanger, hvad der taler dybest i os under alt dette, vi i tidens medfør
befatter os med.
Mange har vel nu levet sig til en opfatning af egteskabet, der
ikke alene ser det som to menneskers samliv, men ogsaa og ikke
mindst som to voksne individers forening med slægten som maal.
Denne opfatning udelukker jo ikke kjærligheden i nogen af dens
former, — uden det skulde være den rent egoistiske, som sætter
sin sanselige tilfredsstillelse over alt uden hensyn til følgerne.
Gang paa gang har man faaet fremstillet, og livet har ofte
vist det samme, at kjærlighedsforholdet mellem mand og kvinde i
sig selv har vist sig som et usikkert grundlag for egteskabets varige
lykke. Man har hørt saameget deraf, at man ikke længere tør
forudsætte om ethvert forhold, man ser begynde i denne følelse, at
det vil udvikle sig til stadig større og dybere forstaaelse. Altfor
ofte har man seet det modsatte, at parterne enten efter stiltiende
overenskomst lever nøisomt paa smulerne, eller i gjensidig kulde,
som kanske ender med det engang dannede hjems opløsning, eller
søger sig et nyt grundlag for sit samliv i børnene.
Man kan tage Ibsens „Lille Eyolf" til indtægt for denne
opfatning. Ibsen fremstiller her et egteskab som er bygget paa den
erotiske følelse alene. Barnet kommer, men formaar ikke at virke
naturligt afledende. Det bliver derfor som en stadig bebreidelse
for dem, især efter at han bliver krøbling som en direkte følge af
forældrenes forhold. Almers faar tilslut en følelse af, hvor feilen
ligger og vil prøve at rette den: han bestemmer sig til kun at leve
for barnet. Men den oprindelige egoistiske følelse er groet for fast
i ham, han kan ikke nu heller se barnet uden som en fortsættelse
en fuldendelse af ham selv. Da maa straffen komme, saadan som
man virkelig undertiden ser den komme; barnet maa gaa tilgrunde
for at forældrene kan lære at se sig selv tilbunds.
Tilbage bliver angeren og det møisomme arbeide i den nye
sandheds tjeneste, det selvfornegtende arbeide i slægtens tjeneste,
som ogsaa skulde kommet lille Eyolf tilgode, om ikke indbildt fri-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
