Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Kvinden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
hed og ansvarsløshed havde hindret forældrene i at se slægtens
love.
En videre opfatning af egteskabet som reden, hvori den nye
slægt skal fredes og hegnes om, kunde kanske afværge dette
unaturlige, man nu undertiden er vidne til, at en mor opløser
hjemmet for at slutte en ny forbindelse. Her handler arbeidskonen
langt anderledes under en hjertets tilskyndelse, en naturlig lov,
naar hun taaler alt, lige til den raaeste mishandling „for barnas
skyld."
Men, kan man sige, der findes jo kvinder, der ikke føler dette
moderlige i sig, som ikke savner barnet, som helst vil leve det
foruden. Ganske vist er det saa, men disse kvinders antal er dog
forsvindende mod deres, hos hvem det moderlige er mere levende.
En naturlig evne kan visne og dø ved mangel paa næring og
udvikling. Det gaar ogsaa an at lemlæste sig selv. Men ikke kan
det indrømmes, at disse kvinder er, eller endog synes, de rigeste
og lykkeligste af sit kjøn. Man finder dem vel nærmest i de høiere
samfundsklasser. De optræder dels i former som tilhører alle tider,
dels fremgaaet af vor tids kvinders syn paa sig selv.
Der er denne smaatskaarne type, digtningen ikke sjelden holder
frem, i hvis trange hjerte der kun er rum for tant og glitter og
deres eget lille jeg. Selv hos disse kvinder har moderskabet mer
end engang været den eneste redning af det menneskelige.
Og der er mødre, — de har ogsaa været at finde til alle
tider, — virkelige mødre, — som dog ikke er mødre i ordets
egentligste forstand, fordi de ikke har holdt fast ved den
instinktmæssige erkjendelse af det moderlige som sit væsens kjærne, fordi
de vælger at leve paa sit væsens yderkanter istedetfor at tage
fast fod i dets centrum. Sjelden gror vel hjemmets lykke under
disse kvinders hænder. Deres indre disharmoni, uoverensstemmelse
med sig selv slaar ud i ydre rastløshed eller jagen efter sensation.
Deres liv ligger under sine forskjellige perioder, — dem alle vi
kvinder er underlagt, — aabent for store farer, og ikke sjelden
bukker de under for dem.
Eiendommelig for vor tid derimod er vel de ensidigt
intellektuelt udviklede kvinder, som tidlig har tilegnet sig
kvindeemancipationens teorier og lært sig at beherske, hvad de anser for sine
kvindelige svagheder.
Senere generationers kvinder vil maaske bedømme denne type
strengere end vi, som har fulgt med og tildels, mange af os, levet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
