Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet - Taines personlighed og verk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
har tidligere søgt at forklare denne hans ændrede synsmaade og tone.
Han saa klarlig i krigens (1870-71) og kommunens sterke
sindsbevægelser et tegn paa Frankriges nedgang, følgen af en hundredeaargammel
politisk rystelse. En god franskmand bør saalangtfra vredes over denne
Taines følelse, at han snarere maa være ham taknemmelig for ved sit mørke
billede af de onder, hvoraf landet lider, at ville redde det fra
afgrunden. — I sit sidste verk har han heller ikke fornegtet sin
metode og opfatning. Aldrig har han i høiere grad opdynget smaa
kjendsgjerninger for at bevise en almindelig idé, aldrig har han
fremstillet rækken af historiske begivenheder nøiagtigere bestemt af to eller
tre enkle aarsager, altid virkende i samme retning. Men billedet
mangler enkelte elementer, der kunde virke som korrektiver; et i sig
selv mørkt billede har han malet sort. Men arbeidets overdrivelser
skriver sig saavel fra Taines brændende fædrelandskjæidighed som hans
ringe sympati for den franske races eiendommeligheder og landets
institutioner. —
Med fuld indrømmelse af de Tainske skildringers overdrivelser og
ufuldstændighed maa man beundre og anerkjende hans sidste verks
mægtighed, oprigtighed og sandhed. Han har ikke sagt alt, men hvad
han siger er sandt. Det er sandt, at det gamle styres kongedømme
havde forberedt sit fald ved at ødelægge alt, som kunde støtte det;
det er sandt, at revolutionen løsgjorde lovløsheden ved at omstyrte
alle institutioner og ved at ombytte dem med saadanne, som savnede
rod baade i historien og folkets tænkemaade; det er sandt, at den
jakobinske aand var en hadets og misundelsens aand, som forberedte
veien til despotiet. Det er endelig sandt, at den napoleonske
centralisation var et drivhusstyre, som frembragte prægtige, tidlig modne
frugter, men som udtømte saft og liv. Taine har klargjort disse
sandheder med en saadan fylde af beviser og en tankens kraft, at alle
ikke forudindtagne mennesker maa føie sig overbevist. — Hvis derfor
en heldbringende reaktion reiser sig i Frankrige mod centralisationens
overdrivelser, skyldes det for en stor del Taines saa omstridte arbeide.
Hvad der end kommer, har han den fortjeneste at have stillet
revolutionens historiske problem i en ganske ny belysning og at have
overflyttet den fra den mystiske legendes til den levende og menneskelige
virkeligheds verden. Trods den lidenskab, som ofte hviler over Taines
skildringer og karakteristikker i hans sidste verk, har han ogsaa her
som altid tjent videnskaben og sandheden. —
Jens Raabe,
cand. mag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
