Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Flodstrøm: En socialkapitalistisk samfundsorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
penge end af tvil om hensigtsmæssigheden og et heldigt udfald.
Forholdet vilde ganske vist bli et andet, dersom denne udvei til at slippe
fra et forsøg var stængt, og nye initiativer vilde under trykket af en
offentlig opinion bli bedre varetagne end nu, om det end ikke altid vilde
gaa med den hurtighed, som den livlige privatmand finder ønskeligt.
At nye opfindelser mindre hyppig og mindre villig skulde
fremkomme, naar privatinteressen ikke længere havde nogen del i dem, er
en frygt, som vistnok er aldeles uberettiget. Den sterkeste drivfjeder
til opfindelser er ærgjerrigheden, ikke begjæret efter vinding, og
opfinderen kan og bør jo i alle tilfælde opmuntres ved en
passende belønning. At staten har opfindelser og nye idéer i sin haand
kan idetheletaget kun tjene til deres fremme; ti mange af dem blir
nu ufuldbyrdede baade af mangel paa kapital og mangel paa
samarbeide mellem sagkyndige mænd.
Skjønt det ikke egentlig hører herhen, kan jeg dog ikke undlade i
denne sammenhæng med nogle ord at møde den indvending mod
socialkapitalismen, at den helt og holdent vil tilintetgjøre tale- og
trykkefriheden. Som støtte for denne mening fremdrager man eksempler paa den
ufordragelighed, som ikke sjelden ytrer sig paa socialdemokratisk hold.
Hertil er dog at bemerke, at det blir en anden sag, naar hele
samfundet kommer ind under den nye ordning. Der er ingen grund til
at antage, at det nye samfund, som bestaar af samme individer som
det gamle, omencl under en anden økonomisk ordning, skulde være
mindre tilbøielig til at værne om tanke- og ytrefrihed, end det gamle var.
Samfundets aandelige liberalisme kan godt være den samme under en
anden form for produktionen. Privatkapitalismen gir vistnok ingen
garantier for ytrefrihed; det ser man af vore egne samfunds ældre
historie og i vore dage i Rusland.
Den frie konkurrence var kanske privatkapitalismens svageste
side; men den er ogsaa dens sterkeste. Konkurrencen bærer megen
fordærvelse i sit skjød, men den fører ogsaa meget godt med sig, som
ikke maa oversees. Det er dens overdrivelser, som er saa yderst
skadelige; i sig selv er den ikke skadelig. Gode varer til billige priser
er dens løsen, og det er jo i og for sig bare godt. Men naar varerne
blir saa gode og priserne saa billige, at den ene arbeidsgiver efter
den anden styrtes, og arbeidernes lønninger trykkes ned til et
minimum, da blir konkurrencen et stedsevarende onde. Og desværre gaar
den saa yderlig let til denne overdrivelse. Det gjælder altsaa at
forsøge at holde en fornuftig middelvei.
Konkurrencens ophør kunde nu befrygtes at vise sine følger dels
i forringelse af varerne, dels i forhøielse af tilvirkningsomkostningerne.
Naar ikke egeninteressen spiller med, blir man mindre ivrig efter at
levere et virkelig godt arbeidsprodukt; arbeidslysten formindskes, og
den opfordring til forsigtighed, sparsommelighed og omhyggelig
varetagelse af de forhaandenværende ressurcer, som ligger i den for egen
regning og resiko drevne forretningsvirksomhed, falder bort derved, at
gevinsten tilfalder almenheden. De forsøg, som liar været gjorte —
blandt hvilke de mest bekjendte tør være cle efter revolutionen 1848
i Paris oprettede saakaldte national verksteder — har ialniin deliglied ikke
vist sig tilfredsstillende. Dog er der eksempler paa, at denslags
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
