Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Skolebestyrer E. I. Hambro: Gamle og nye dannelsesidealer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
Jo det skulde netop være maalet, det rette demokratiske ideal:
et samfund, hvor der var den fuldeste virkefrihed for alle de ulige
evner. Et samfund, som byggede paa loven om arbeidets deling og
forstod at skaffe alburom for enhver arbeidstrang.
{* Det kan naturligvis siges, at en skole altid maa bygges for de
mange, at den ikke kan ta særhensyn til alle de enkelte. Og det er
naturligvis til en vis grad sandt. Men ikke mindre sandt er det, at
fordi om i skolen ikke alt kan gjøres for at differentiere, saa
skylder man at gjøre saameget, som gjøres kan. Det vilde være en
eiendommelig logik at sige: idealet er at gi hvert barn særskilt
behandling; det kan vi ikke naa; saa opgir vi ethvert forsøg ogsaa paa
gruppedeling og byr allesammen det samme.
Praktiske vanskeligheder kan ganske vist tænkes ved en
linjedeling efter anlæg og evner; men de er neppe af anden natur, end
at de kan overvindes, naar man er enig om det principielle. Og dem
er det ikke her stedet til at tale om.
Endnu er der et hovedpunkt i lovforslaget, som jeg med et par
ord skal berøre. Det er klassicitetens fremtidige stilling.
Hvad dette punkt angaar, gir indstillingen fra kommissionens
konservative majoritet det sterkeste indtryk af, hvor haabløs de
finder stillingen at være. De er ikke fremmede for, at en hovedanke
mod klassiciteten i den afsvækkede form, hvori vi har den, er den,
at den ikke magter at gi noget helt, fordi skolen ikke har tid nok
til at ofre paa det, som skulde være hovedfagene. Men alligevel vover
de ikke at ta op det eneste efter deres forudsætninger konsekvente
forslag: at gjenindsætte klassikerne paa deres hædersplads. Tvertimod.
De siger: Lad os gaa paa akkord! Lad os skjære mere væk af det
gamle, for at vi kan komme den praktiske tidsretning imøde!
Der er noget næsten vemodigt i dette.
Det kan gjerne være, at det er nødvendigt. Det kan gjerne være,
at kampen er haabløs. Men de, som staar paa det gamles grund,
de skulde da ialfald ha tat sin stilling saadan, at den lod sig hævde.
Og jeg skjønner heller ikke, at det skulde være saa aldeles umuligt,
at ræsonnere saa: den klassiske dannelse kan vi endnu ikke helt
undvære. Den er nødvendig som forskole i al fald for visse studier; lad
os da bevare, om saa bare én eller et par skoler i landet, hvor det
blir muligt at faa et virkelig klassisk dannelsesgrimdlag. Lad den
moderne dannelse ta brorparten; blot der blir en afkrog igjen, hvor
det gamle studium kan drives uden prutning, saa det kan gi forjættelser
om et helt resultat.
Og er det saa ganske sikkert, at det ikke vil lønne sig? Er det
saa vist, at den gamle „upraktiske" skoles elever i konkurrancen ude i
livet vil ligge under for repræsentanterne for det nye?
Blandt de saa særdeles talrige dokumenter, der er aftrykte som
bilag til kommissionens indstilling, er der ogsaa en statistik, udarbeidet
af det medicinske fakultets sekretær, som viser udfaldet ved medicinsk
embedseksamen i aarenes løb henholdsvis for real- og latinstudenter.
Den almindelige opfatning her har vistnok været, at realisterne havde
bedre chancer i kraft af sin skoledannelse; de havde jo arbeidet nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
