Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Sigurd Ibsen: Ret og samfund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
retten var man paa en maade allerede i det sekstende og syttende
aarhundrede: vel anerkjendte man den endnu som autoritet paa
civilrettens omraade, men ikke længere paa den offentlige rets: der
opstod en statsret, der opstod en folkeret paa selvstændig basis,
kriminalretten emanciperede sig i forrige aarhundrede, og en
forvaltningsret dannede sig i begyndelsen af vort, under det
napoleonske keiserdømme. Romerrettens overhøihed var brudt; men derfor
havde man ikke sluppet tanken om en almengyldig retsnorm, kun
havde man overflyttet denne fra en skreven til en uskreven lov,
fra en juridisk kodeks til en filosofisk ret. Jeg sigter til den
saakaldte naturret, som beherskede hele det attende aarhundrede: vi
har en bog om den af ingen ringere end vor egen Ludvig Holberg,
og den første filosofiske professor ved Kristiania universitet, Niels
Treschow, var en af dens tilhængere. Dens radikale fløimand var
Rousseau, og sit praktiske og voldsomme udslag gav den sig
sluttelig i den franske revolutions eksperimenter. Den naturretslige
opfatning betegnede i det store taget en mere eller mindre energisk
protest mod tidernes aandige og politiske tryk, en konflikt mellem
fornuftens fordringer og de faktiske misforhold: den SR£l« at den
herskende stats- og retsordning i mange stykker var saa altfor
for-kjert og uretfærdig, og saa tog den sin mon igjen ved at
konstruere et idealt system, bestaaende af retsregler, som ansaaes
dikterede af selve den menneskelige natur. Overfor staten og dens
vilkaarlighed stillede den individet, det naturlige menneske, som det
udgangspunkt, hvorfra retsnormen var at hente, og her mente den
nu at have fundet det faste hold; for den tvilede ikke paa, at den
uforvaklede menneskenatur jo maatte være ens overalt og til alle
tider. Denne tro paa en mennesket iboende uforanderlig retsidé
blev rokket af den historiske retsskole. Dens opsving daterer fra
1814, da tyskeren Savigny i et epokegjørende skrift tog til orde
mod den anskuelse, at lovgivningen burde eller kunde bestemmes
af en metafysisk fornuftret. For den historiske retsskole er, som
allerede navnet antyder, retten ikke en abstrakt, men en historisk
kategori, og dens lære er bleven formuleret i disse ord, at en
rets-ordning bliver til, men ikke kan laves. Og hvordan bliver
den saa til? Den bliver til i aarhundreder løb, gjennem sædvane
og overlevering, den har sit udspring i folkeaanden og følges med
denne, og denne aand forandrer sig, alt efter som folket lever
under forskjellige vilkaar. Det fortjener at bemærkes, at den
historiske skole, da den optraadte i begyndelsen af dette aarhundrede,
paa sæt og vis var forud for sin tid. Idet nemlig i stedet for abstrakte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
