Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet - Jules Michelet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
faderen var fra det koleriske Picardie, en egte hjemstavn for
energiske, veltalende, begeistrede mænd. Hans barndom var præget af
slid og tilbragtes paa et bogtrykkeri; det anstrengende og aandløse
arbeide hindrede dog ikke gattens fantasi fra allerede her at tage en
dristig flugt. Hans første lærer blev en gammel boghandler, som
fremforalt lærte ham at elske og tilbede den store revolution, som fra
den tid stod for ham som Frankriges største historiske aabenbarede,
ja som retfærdighedens legemliggjørelse. Et par bøger var hans eneste
læsning. Den ene, Thomas ä Kempis, vakte hans religiøse følelser
og skabte den tro paa Gud og udødelighed, som han bevarede til det
sidste. „Næst denne bog," skriver lian. gjorde „museet for franske
monumenter sterkest indtryk paa mig. Der fik jeg det første levende
indtryk af historien. Jeg fyldte gravene med min indbildningskraft,
jeg saa de døde for mig, og det var med hemmelig gru, jeg traadte ned
i de låve hvælvinger, hvor Dagobert og Frédégonde sov".......
Michelets forældre, som nærede forhaabninger til sønnens fremtid,
satte alt ind paa at skaffe ham god opdragelse og undervisning. Paa
skolen tog fremragende lærere som Villemain sig velvillig af ham,
men han led meget ved kameraternes spot over hans fattigdom. Han
blev frygtsom, „opskræmt som en ugle ved dagslyset," lukkede sig
inde med sine bøger, men fik snart den fornødne tillid til sig selv og
fremtiden; den unge mand eiede en moralsk energi, som seirrig hjalp
ham over alle trængsler. Hans almindelige opfatning af historien
synes inspireret af den kamp, som fyldte hans liv; her som der var
det en evig kamp mellem uundgaaelig skjæbne og frihed.
Erindringen om hine sørgelige aar udslettedes aldrig hos Michelet.
Han glemte ikke, at han var udgaaet af folket, og at han skyldte sin
stand nogle af sine bedste egenskaber. ,, Jeg har altid bevaret mindet
om et haardt livs arbeide, jeg er forblevet folket hengivent .... hvis
de høiere klasser eier større dannelse, har vi langt mere chaleur
vitale. Vi medbringer til kunsten en ny grad af liv og foryngelse,
idetmindste større viljesanstrengelse". — Bitterheden blev længe
siddende hos ham; først da Michelet som professor kunde give noget af/
sig selv, aabnede hans hjerte sig atter. „Den unge, elskværdige og
tillidsfulde slegt, som troede paa mig, forsonede mig med
menneskeheden". —
I 1827 udnævntes han til lærer i historie og filosofi ved
normalskolen i Paris. Han opfatter straks sine to fag som et uadskilleligt
hele; han vil, at begge skal gjensidig understøtte og supplere
hinanden. Historien skal undersøge kjendsgjerningerne, filosofien lovene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
