Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet - Jules Michelet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
fortidens mennesker. For Michelet er historien hverken
fortællingeller filosofisk analyse; den er først og fremst en gjenopvækkelse af
fortiden, hvad han selv kalder „une résurrection." I denne henseende,
i blandingeu af lærdom og gjætningsevne kan Michelet sidestilles med
tyske forskere som Niebuhr og Mommsen, men fremfor alle Jakob
Grimm. —■
I 1838 kaldtes Michelet til professorposten i historie og moral
ved College (le France. Istedetfor en liden tilhørerskare, for hvem
han skulde fremstille nøiagtige kjendsgjerninger strengt metodisk, saa
han nu for sig en begeistret, let bevægelig skare, som fremforalt
forlangte „Ventrainement momentane’ d’une parole éloquente et
géné-reuse." Michelet i forening med Edgar Quinet og Mickiewicz, den
store polske digter, professor i slavisk sprog og litteratur, dannede et
slags intellektuelt triumvirat, som øvede en mægtig indflydelse paa
tidens ungdom. Julimonarkiets stigende reaktionære tilbøieligheder og
fiendtlige holdning ligeoverfor ethvert fremskridt drev Michelet som
saamange andre over i de yderliggaaendes fløi. I „le Peuple" (1846)
skildrede han med henrivende veltalenhed og varme proletarens og
bondens lidelser og forhaabninger. Født under revolutionen og fra
barndommen vant til i den at se verdens frelse vilde han nu lære den
unge slegt at se denne begivenhed, saaledes som han selv anskuede
den; han forfattede sin „revolutionens historie," hvoraf første bind
udkom i 1847. Til trods for de indgaaende undersøgelser, hvorpaa
dette store arbeide er bygget, er det ikke en historie, men et episk
digt i ni bind, hvor folket er helten, legemliggjort i Danton. Men af
alle revolutionens historikere er Michelet den eneste, som forstaar at
gjengive den naive, men sublime begeistring og forhaabningsfuldhed,
som greb Frankrige og Europa ved revolutionens udbrud. —
Mellem fuldendelsen af „Frankriges historie" og „revolutionens
historie" var der foregaaet en indre omvæltning hos Michelet. Han
havde mistet sin ro og videnskabelige upartiskhed; han havde taget
bestemt parti for alvorlige politiske og sociale spørgsmaal; hans
tanker og stil gav sig udtryk i et febrilsk, nervøst sprog, som gav alt»
hvad der kom fra hans pen saamegen originalitet. Han koncentrerte
sin sympati paa visse store formaal, hvis apostel han blev; han vilde
forsone folkene i et universelt broderskab, forsone partier og klasser i
fædrelandets enhed, videnskab og religion i den menneskelige sjæl.
Dette var i hans øine den ophøiede troesbekjendelse, den store
revolution havde efterladt. —
Da februarrevolutionen brød ud, troede Michelet at se alt, hvad
han havde haabet, lært og villet, opfyldt. Hans lyse tro paa fremtiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
