Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet - Jules Michelet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
blev grusomt tilintetgjort véd junioprøret (1849) og statskuppet i. 1851.
Samme aar maatte han opgive sin lærerstilling ved College de France
og i 1852 arkivarposten ved nationalbiblioteket, da han negtede at
aflægge lydighedsed til Napoleon 3. Alt syntes saaledes at styrte sammen
for ham, da en glædelig begivenhed reddede den nu forladte, ensomme
mand. Han havde i 1839 mistet sin første kone; paa dette tidspunkt
traf han den kvinde, som skulde hegne om ham, møde ham med den
forstaaelse og sympati, som Michelets lidenskabelige, hengivelsesfulde
gemyt ikke kunde undvære. Sammen med hende forlod han Paris og
levede fra nu af paa landet, hvor han snart fandt et nært slegtskab
mellem mennesket og naturen. I det øieblik, da menneskene skuffede
alle hans forhaabninger, fandt lian i naturen trøsterig sympati. I en
række originale skrifter: „fuglen", „insektet", „havet", „fjeldet"
besjælede han naturen og gjengav i et henrivende sprog dyrenes og
naturens sprog og stemmer. De udgjør alle ligesom en mystisk salme,
prisende den uendelige, nærværende Gud, levende i tingenes
mangfoldighed. Ja han fandt i selve naturvidenskaben beviset for en ny
tro. Den aabenbarede ham en hidtil ukjendt harmoni i hele universet,
fra mineralet, som forener krystallerne, til det grædende, lidende
menneske, og denne harmoni munder ud i et absolut væsens høiere
enhed. Michelet tror paa en over den sandsynlige verden staaende
høiere virkelighed, paa en større fuldkommenhed, hvorimod hele naturen
stræber.
Men Michelet nøier sig ikke hermed; vort indre væsen kræver et
arnested for ømhed, varme og ungdommelighed. Kjærligheden alene
skaber et saadant, en kjærlighed som findes i egteskab og familje
med alle deres pligter og glæder. I sin bog om „kjærlighed" (1858)
viser Michelet os, hvorledes aand og hjerte ved dens hjælp kan bevare
en evig ungdom; i „kvinden" (1859) viser han, hvad denne kan og
bør være. I disse arbeider forkyndes egteskabets fasthed, rene
seders uundværlighed for det offentlige liv; han har skrevet dem
for at vise, at familjen og kvinden er grundvolden for al opdragelse
og alle samfund.
Medens Michelet var sterkt optaget af disse litterære arbeider,
opgav han dog ikke sine historiske studier. Mellem 1855—67 fuldendte
han sin store „Frankriges historie" til 1789. I denne del sporer vi
handlingens mand, digteren og filosofen fremfor historikeren og
kritikeren. Istedenfor at vise retfærdig sympati for alle fortidens store
mænd og gjerninger, angribes voldsomt alt, som ikke stemmer med
forfatterens moderne ideal af retfærdighed og godhed: middelalderen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
