Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: Den lange nat - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
fra tante — ovenikjøbet aldeles ikke til hende — som hun spilled
flot med. Desuden behøved jeg ingen betaling for at gaa ærind;
dem udførte jeg baade villig og hurtig hele aaret rundt, selv om
der intet vanked . . . Naa, alt dette gik rundt i hovedet paa mig,
og en dag, hun særlig piaged mig med kommissioner og som
sedvanlig spurgte, om jeg vilde ha en kage, naar de var besørget,
trak jeg temmelig længe paa det, før jeg endelig i en treven,
lavmælt tone svarte ja tak. Jeg tænkte en stund paa slet ikke at
benytte mig af tilladelsen for paa den maade at lægge min
misfor-nøielse for dagen, men da det kom til stykket, gik jeg alligevel
ind i spisestuen for at tage mig en.
Netop som jeg holdt paa med at fiske den op af kassen,
traadte mor ind af døren.
„Hvad bestiller du der?" spurgte hun.
„Du sa jo, jeg kunde faa en, naar jeg havde — —"
„Ja-a, det gjorde jeg" — stemmen var kold og afmaalt —
„men du tog ikke imod mit tilbud."
„Jeg svarte ja tak."
„Nei!"
„Jo, jeg gjorde, men jeg sagde det kanske saa lavt, at du ikke
hørte det."
„Kanske — hvad mener du med det? — Tilstaa nu bare,
at du var altfor snurt over det ærind, du skulde gaa, til at sige
nogetsomhelst."
Der risled en rædsel gjennem mig, som gjorde mine knæled
bløde og slog en prop i halsen. Jeg kjendte altfor godt det
ubøie-lige blik og aned, hvad der vented mig.
„Læg kagen fra dig og kom herhen!" fortsatte hun.
Jeg adlød.
Hun trykked sin flade haand mod min pande og tvang mit
ansigt op mod sit.
„Tør du se mig i øinene og paastaa, at du svarte?"
„Ja!" ,
„Du lyver!" Hun stødte mig fra sig med slig kraft, at jeg
ramled bagover og slog albuen mod den skarpe kant af buffeten.
Derpaa puffed hun mig gjennem stuerne ind paa mit eget værelse
og forlod mig med en trudsel om, at det vilde gaa mig meget ilde,
hvis jeg ikke havde betænkt mig til om aftenen.
Til at begynde med følte jeg bare trods og harme over den
uretfærdige behandling. Men efterhvert som smerterne af
„enkemandsstødet" gik over, sank jeg mere og mere sammen. Jeg øinecl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
