Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. ph. H. C. Hansen: Theodor Madsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
dels som sjælelig natur, men overalt dog til syrende og sidst kun
natur. Og i naturen hører moralen ikke hjemme ; naturen er hverken
moralsk eller umoralsk, den kjender slet ikke saadanne kategorier. I
naturen som saadan er der intet godt eller ondt, ret eller uret, sandt
eller usandt. I naturen er ulven ligesaa moralsk som lammet,
kvælerslangen ligesaa god som dens bytte, graastenen ligesaa værdifuld
som diamanten; tørner graastenen og diamanten sammen, saa
bekymrer naturen sig slet ikke om, hvilken af dem der knuses. I naturen
som saadan er der heller ingen sandhed, ingen hensigt, intet maal;
den ene foreteelse veksler med den anden, den ene naturkraft
fordriver den anden, de er alle lige sande — eller lige usande; ti de
driver sit spil i det uendelige blot for at tilintetgjøres og opstaa igjen.
En ganske anden sag er det, at naturen har sin sandhed i noget
høiere; og ganske vist er sandheden uniiskjendelig tilstede i den, vel
at merke naar den betragtes fra et høiere standpunkt. Men i sig
selv har den ingen sandhed.
En slavisk fotograferen af naturen, uden spor af personligt syn
eller aandelig belysning, er imidlertid en altfor plump forestilling, til
at der derpaa kunde bygges noget skjønlitterært verk. Emile Zola
har derfor i sin „roman expérimental" ikke kunnet undgaa en fordring
numer to til den naturalistiske litteratur: den skal ikke blot søge at
fremstille den nøgne virkelighed, naturen, men den skal ogsaa skrives
med „personlig stil." At „le style personnel" staar i et skarpt
modsætningsforhold til den natur-fotografering, hvormed Zola vil forene
den, ser man jo let; ti hvad andet er vel „den personlige stil" end
den frie aand, der sætter sig til doms over naturen og lægger sine
egne kategorier ind i den? -
Saaledes ’gaar det til, at hvad der tilslut interesserer os mest
hos naturalisten, er ikke hans naturalisme, men hans „style personnel".
Naturalistens personlige stil er en lykkelig inkonsekvens, som
frelser ham. Det er jo saa ofte tilfældet med os mennesker, at vi
frelses ved vor inkonsekvens. Den værste art af dumhed er som
bekjendt den systematiske. Men om vi er aldrig saa stive fanatikere i
teorien, saa er vi gudskelov i regelen mere menneskelige i praksis.
„I Drift" handler væsentlig om en del ulykkelige mennesker, hvis
kjønsliv er bragt ud af ligevægt. Bringes en menneskelig følelse —
saadan som her kjøns-kj ærligheden — ud af sin ligevægt, saa bliver
den til en blind lidenskab; den viser sig da virkelig som en
naturmagt, vild og ødelæggende, og den har da en særlig tiltrækning for
naturalisten. Man kan med en vis ret si, at naar lidenskaben blir
unaturlig, da først blir den rigtig naturlig for naturalisten. Ti i et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
