Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joh. L. Alver: Er der en Gud? - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
303
gjøre hentydning til, at kongen engang kunde dø. En af Frankriges
største prædikanter, der i et ubetænksomt øieblik havde begyndt sin
præken med de ord: „Vi er alle dødelige", tilføiede med en ydmygt
blik til tronen: „undtagen Deres majestæt".
Ortodoksiens afgudsbillede sidder paa en trone, der er ligesaa
dybt undermineret som hin store monarks, og hilses daglig med
ligesaa skamløs og falsk smiger som pére Bourdaloues. ,,A1 ting
for-gaar", siger presterne søndag efter søndag over det hele land,
,indtagen ortodoksiens rene lære".
Det var forgjæves, at Boileau og Moliére satirisk fremholdt, at
naturens ubarmhjertige lov var uden persons anseelse, og mindede om
Horats’ visdomsord, at døden uden forskjel banker paa hos fornemme
og ringe. Hofmændenes øren var døve.
Det synes at være ligesaa forgjeves nu at pege paa, hvorledes
religiøse meninger, der til en tid har været ansete for ufeilbare og
uforgjængelige, under forandrede tidsforhold gaar redningsløst tilgrunde.
Forgjeves rødmer historien over, at tidligere kjætterier med
biskoppers og presters enstemmige bifald installeres i en anden tids
ortodokse tro.
Naar nutidens ortodoksi trues, bryr troens bestaltede forsvarere
sig intet om erfaring og historie.
De staar, ligesom fordum Nebukadnezar, foran et stort billede,
hvis ,,glans er overvættes stor, og hvis udseende er frygteligt".
Ortodoks tro er dets navn.
Daniel kan længe nok vise, at dets fodstykke kun er jern
blandet med dyndet lerjord, og løfte sin advarende røst om stenen, der
hugges ,,ikke med hænder" og vil slaa det majestætiske afgudsbillede
og bryde det istykker.
Disse godtfolk bøier sig fremdeles for billedet og gjentar
dumhedens og frygtens gamle forlorne frase: ,,Vi er alle «dødelige,
undtagen Deres majestæt".
Og imens virker tidens aand uimodstaalig og seierrig.
Der er, ganske vist, tid til at tie, men der er ogsaa tid til at
tale. Og tiden til at tale er inde, naar de unge vokser op uden
religion, fordi de ikke tror paa de gamles religiøse meninger. Tiden
til at tale er kommet, naar de gamle ikke tror "paa sine egne religiøse
meninger, men er bange for at si det, fordi de ikke har noget
bestemt at sætte i deres sted.
Alt dette er forfærdeligt, men kun saa længe der ties. Hvad
det fremfor alt gjælder om, er at være ærlig. Naar sandheden først
er kommet ud, drager gamle og unge, lærere og disciple et lettelsens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
