Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maximilian Harden: Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360
kjønsfællers og ligegyldige mænds opmerksomhed. Nogen virkning
kan jo disse bestræbelser sagtens ha; ekkoet af kvindekongressen,
som efter en latterlig begyndelse bragte mangen forstandig tale, er
trængt frem til de fjerneste kroge og har ganske vist hist og her
stemt en og anden kvinde, der ellers neppe nogensinde havde
bekymret sig om sine søstres skjæbne, ialfald til eftertanke for et par uger.
Men svarer denne virkning til opstyret? Den er og blir dog kun et
moralsk resultat, som ikke lar sig veie, og vilde vel ogsaa ha været
mulig, selv om ikke værdige damer først havde gjort reisen over det
stille og det atlantiske hav. For de stridbare kvinder, og navnlig for
førerskerne, vil saadanne betænkeligheder neppe dukke op; for dem
var ønsket om endelig engang at se de talrige kræfter atter bevæge
sig i det fulde dagslys afgjørende. De raser over den slette
behandling, som mandfolkestaten har git dem, og de føler nu med trøstet
sjæl, at vredens udbrud ogsaa formaar at lindre selve vreden.
Paa paradepladse udkjæmpes ingen alvorlige kampe; der viser
hæren sig i gallamundur, vaabnene er lynblanke, lædertøiet er
blankpudset, knapperne funkler i solskinnet, og ingen fiendtlig lanse er at
opdage. Det er ligegyldigt, om kritiken over kvindeparaden, som de
fiendtlige hærførere overvar som tilskuere, lyder gunstig eller ugunstig;
ti i de kommende kampe er det neppe paradeøvelserne, som vil gjøre
udslaget. Kampen mellem kjønnene raser videre, — ganske stille, men
med ubønhørligt raseri. Kun sjelden blir den synlig for det
overfladiske blik, sedvanlig kun i de perioder, hvor begrebet erhvervede
rettigheder atter igjen er blevet gjenstand for strid, og da vaagner
erindringen om Brynhilds kamp med Sigurd og om den nældegrav, som
Aristophanes engang under hellenernes klingende spotlatter skuflede
sammen for ekklesiazuserne. Da ber kristne og hedninger om ordet,
kvindehadere og kvindebeundrere, og alle beraaber sig paa høie
autoriteter: fra genesis’s fjerne kronister til Lombroso og Havelock Ellis,
fra kirkefædrene til Dumas, til Tolstoi og Strindberg strækker sig den
lange række, og i den citatpark, som i løbet af aarhun dr ederne er
vokset op, er bedene endnu ikke paa langt nær afplukkede. Ganske
vist, friske blomster blomstrer der ikke længere, den sidste vaar, et
foraar af asiatisk pragt skabte troldmanden Zarathustra, og vi maa
taalmodig vente paa den næste digter, som i nye, store akkorder endnu
engang lar klinge clen gamle vise: Og jeg vil sætte fiendskab mellem
dig og kvinden, mellem din sæd og kvindens sæd — den gamle vise
om kjønnenes grusomme kamp om magten.
Denne kamp er, selv om den udkjæmpes i en filisterboligs
ynkelige sneverhed, altid tragisk, og dens udgang, som maa knuse en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
