Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Sigurd Ibsen: Den moderne samfundslæres eller sociologiens oprindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
371
Bacon, Leibnitz, Pascal, Vico, Montesquieu, Condorcet, Turgot,
Herder og Kant, bos alle disse finder vi enten tilløb til en
samfundslære eller ialfald sociologiske tankespirer. Men sagen var, at
disse spirer ikke kunde komme til udfoldelse, fordi bestandig enten
den ene eller den anden af grundbetingelserne manglede. I oldtiden
var det begrebet samfund, som fattedes: Grækenland og Rom
kjendte vel en ståt, men ikke noget samfund, som vi forstaar det,
og selv en Aristoteles, som dog havde øie baade for det
menneskelige fællesskabs organiske karakter og for hensigtsmæssigheden
af den naturvidenskabelige metode, opfattede med alt dette den
menneskelige fællesorganisme kun i skikkelse af ståt, og det, han
liar efterladt os, er derfor en statslære: en samfundslære
grundlagde han ikke. I en senere periode var det ikke mere oldtidens
samfundsopslugende statsidé, som stillede sig i veien for dannelsen
af en virkelig samfundslære, men til gjengjæld var det en anden
og ikke mindre mægtig faktor, som stod imod: jeg mener den
metafysiske, den oversanselige retning, som beherskede tankelivet
under hele middelalderen og et langt stykke ind i den nyere tid.
Med denne retning lod et natur studium af det menneskelige
samfund sig ikke forene, ti den absolute adskillelse mellem
menneskerige og naturrige hørte med til dens dogmatik, og at saa var, kan
ikke forundre os, aldenstund vi fremdeles træffer folk, som ynder
at forestille sig de menneskelige forhold som til en vis grad
op-liøiede over de love, som regjerer verden iøvrigt. Den geocentriske
anskuelse, den, som gjorde vor klode til universets midtpunkt,
hvorom solen og stjernerne dreiede sig, blev slaaet ihjel af
Koper-nikus og Galilei; men den antropocentriske anskuelse, som anviste
mennesket den centrale undtagelsesstilling i skabningens rige, den
var seigere og vanskeligere at faa bugt med. Vistnok ryddede det
attende aarhundrede, oplysningens tidsalder, som man ofte har kaldt
det, ganske forsvarlig op i en hel hoben fordomme, men det vedblev at
bevæge sig i metafysiske tankeformer, og hvad der særlig hindrede
udfoldelsen af en samfundslære i moderne forstand, det var den
manglende forstaaelse for et af de grundprinciper, som sociologien
er bygget paa, nemlig erkjendelsen af samfundets organiske
karakter. Det attende aarhundredes samfundsfilosofi fandt • sit
udtryk i den saakaldte naturret og i den dermed sammenhængende,
af Rousseau opstillede lære om den sociale kontrakt. Den
naturretslige opfatning lader sig psykologisk meget let forklare: den
betegnede en mere eller mindre energisk protest mod tidernes
aandige og politiske tryk, en konflikt mellem fornuftens’ fordringer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
