Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Bierfreund: Georg Brandes: William Shakespeare - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
395
mellem Hedspore og Lady Percy (Henrik IV. I. II. III). Det er
dog det samme Emne, og her er Forfatteren af Troilus og Cressida
sikkert i fuld Alvor, og ikke vittig eller bitter eller oprørt over
Publikums Dumhed.
Der er kun én Forklaring mulig: Shakespeare liar faaet et
apoplektisk Anfald. Og han har nu, sløvet og svækket, ude af Stand til at
tænke sammenhængende, af gammel Vane siddet og fjottet med Pen
og Blæk (eller maaske Blyant) og Papir, og saa har han skrevet
ned det, han kunde huske af Chapmans Homeroversættelse, og det
er blevet, som det blev. Derfor er Stykket ogsaa blevet trykt, før
det blev spillet; for Digteren, der ellers vaagede over, at hans
Dramaer ikke kom i Trykken med hans gode Vilje, har været for
sløj til at kunne holde paa sin Ejendom.
Heldigvis varede det apoplektiske Anfald ikke længe. Shakespeare
skrev Coriolanus, og han er atter fuldt ud den gamle. Der er en Kraft
og Vælde og et bølgende Liv i denne Tragedie, en dramatisk
Fasthed i dens Bygning, som Digteren selv ikke har overtruffet.
Hvilket Liv og hvilken Mangfoldighed og hvilken Karaktertegning, hvor er
hver enkelt Skikkelse ikke holdt fast, og hvor tjener de ikke alle
med hvert Ord, de siger, og hver Gerning, de gør, til Baggrund
for Helten. Og saa de to Kvinder, Heltens Moder og Hustru; hvor
er de ikke Shakespeareske i Tale og Tanke, fra Digterens
allerkraftigste Dage. Og hvor bruser ikke Sproget gennem Værket fra
Begyndelsen til Enden som en flommende Bjergstrøm. -—• Stykket
hører ikke til Shakespeare’s interessanteste, men absolut til hans
kraftigste. Og saa er der saa megen Ømhed og saa megen
Skønhed deri ved Siden af Vildheden. Den store Scene, hvor de to
Kvinder knæler for Coriolan, er en af Perlerne i Sh.’s Værker, og
disse to Linjer, som Helten siger, er saa ægte som noget hos
Digteren:
Not of a ivoman’s tenderness to be,
Requires nor child nor woman’s face to see.
(A. V. III. v. 130).
Vis blot to Linjer lig dem i Troilus og Cressida. —
Desværre maa Shakespeare igen have faaet et apoplektisk
Anfald, og dette er meget værre end det første. Han bliver som
Friderich Nietzsche maa antages at være, og i denne Tilstand
smører han Timon af Athen sammen.
„Alt hvad Shakespeare i disse senere Aar har oplevet og døjet,
Alt, hvad han har lidt af Skuffelser paa Grund af andre Menne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
