Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Léon Hennebick: Sociale forholde i Belgien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
407
paa 42 frc.s skat, som børn i ledebaand. Forholdenes meningsløshed
stod dog allerede omkring midten af aarhundredet klart for mange
tænkende mænd. Det var den tiel, da Frankrig endnu skjalv efter
krampetrækningerne i 1848. Socialistiske idéer summede for alles
ører med krav paa en omdannelse af de politiske og civile forholde
henimod en mere harmonisk lighed i vilkaar. — Istedetfor at tilspidses
til en revolution delte problemet sig; idet man foreløbig overlod
reformerne i civilretten og eiendomsforholdene til nogle kommunistiske og
kollektivistiske forpostfegtninger, rettede de demokratiske reformvenner
alle sine anstrengelser mod erobringen af de politiske rettigheder,
først og fremst den almindelige stemmeret.
Det saakaldte progressistiske parti, der skabtes omkring 1860,
arbeidede i dette programs tjeneste. Feron og Paul Janson, den
første en energisk og ubøielig vilje, clen anden en stor folketaler, tog
stilling mellem de gamle liberales doktrinære parti og de halsstarrige
klerikalt-reaktionære og smigrede sig med at fornye landets politiske liv..
De blev dybt skuffede. Dog bidrog cleres agitation og
propaganda, deres kampfyldte taler til at forstyrre de gamle meningers
fredelige herredømme; cle bragte uro i sindene og forberedte saaledes
veien for modigere og mere klartseende mænd.
Omkring 1866 begyndte nogle mænd at forstaa, at det gjaldt
ikke en enkelt reform, men at selve samfundets akse Var i begreb med at
forandre plads. Disse mæncl slog sig ikke sammen med progressisterne
paa liberalismens nedtraaclte veie, men udslyngede den 22de januar
1866 et dokument under navn af arbeidernes manifest.
Her heder det: „— — — Det er det nuværende valgsystem,
som er skyld i alle ulemperne. Census’en, som er clets sjæl, slipper
kun kapitalen til urnerne; arbeidet er udelukket. — — — Hvad vi
vil, er først og fremst census’ens tilintetgjørelse. — — Dersom man
negter os reformen, skal vi vide at kjæmpe for at erobre den. Vi er
vante til arbeide, og møie skal ikke stanse os. Bourgeoisiet har
kjæmpet i sin tid for stykke for stykke at opnaa alt det, det nu nyder
godt af. Vi er istand til at kjæmpe som det og er fast besluttede
paa at gjøre det. Bourgeoisiet har git os et eksempel paa, hvad
virksomhed, udholdenhed og energi kan udrette, og dette eksempel
agter vi at følge."
Edmond Picard, Charles Grraux, Charles Buls og Léon
Vanderkindere tog ledelsen i denne bevægelse. De tre sidste gik
snart over til fienden, blev deputerede eller ministre, og man skulde
tro, at arbeidermanifestets program længe maatte komme til at vente
paa sin virkeliggjørelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
