Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Léon Hennebick: Sociale forholde i Belgien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408
Men begivenheder paa det økonomiske omraade skulde, paa en
overraskende maade paaskynde udviklingen.
Dersom vi tør gaa ud fra den officielle, høist ufuldkomne statistik,
saa overstiger antallet af de indbyggere, som lever af industri og
handel, betydelig den agerdyrkende befolkning. Der var i 1890 1,081,508
personer, arbeidere og arbeidsherrer, som var knyttede til industrien,
1,857,885 til handelen og 1,119,319 til jordbruget. Da nu de store
gaardbrug lidt efter lidt var veget for den middelsstore grundeiendom
(som dog i de sidste tyve aar atter har tendens til at centralisere sig),
maatte arbeidernes sammenslutning paa landet bli vanskeligere end i
de store verksteder og kjæmpemagasiner, hvor sammenslutningen faldt
ganske naturligt som en følge af det daglige fællesskab i liv og vilkaar.
De tolvhundredetusen jordarbeidere (hvoraf 982,124 har sin egen
husholdning, medens kun 217,145 er tjenere omkring i familierne) med
44.02 % kvinder maatte selvfølgelig i sine sociale bestræbelser ligge
agterud for fabrikarbeiderne, som ved de lokale forholde havde saa
meget lettere for at handle.
Den wallonske del af landet, som især er industrielt (provinserne
Hennegau, Brabant og Lütticli), er allerede temmelig socialistisk
sindet. Flandern, Antwerpen, Campine o: de flamske provinser var
derimod lige til det sidste afvisende ligeoverfor socialismen, og man
maatte en tid endog frygte, at det sociale spørgsmaal vilde bli
endmere indviklet ved indblanding af racehad. Men i de sidste aar har
de nye idéer gjort saa store fremskridt blandt de flamske bønder, at
denne frygt nu er forsvundet.
Kulgruberne i Tournaisis, Borinoge (nær Mons), Soignies, Charleroi
og Lüttich, og støberierne og fabrikerne, som er opbyggede i nærheden
af kulleierne, beskjæftiger en enorm arbeiderbefolkning. Metallurgien,
som i 1845 kun optog 3304 arbeider, talte i 1894: 13,G45;
stenbruddene beskjæftigede i 1845: 10,877, men ifølge sidste statistik
28,977, og kulgrubernes arbeidsstolt havde i det samme tidsrum vokset
fra 41,435 til 117,103.
Det var’ kiddistrikternes befolkning, som gav arbeiderbevægelsen
dens voldsomme og tragiske karakter, — som eggede de svage og
forfærdede reaktionen ved sine truende striker og sit raseri mod
regjeringens blodige undertrykkelse.
Nedgangen i arbeidsløn, som reducerede denne masse af haardføre
arbeidere til den rene misére, gav dem energi til at gjøre oprør.
Efter krigen i 1870 steg arbeidslønnen og fortjenesten voldsomt.
Man sloges om de belgiske kul, og den aarlige gjennemsnitsløn, som
før havde været 878 frs., gik i 1876 op til 1,031 frs. Men arbei-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
