Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Robert Hessen: Den romerske kulturverdens undergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
445
,den i Toskana f. eks., som under Augustas endnu havde baaret ti ä
femten fuld, under Nero neppe bar fire ä fem.
Og ligesom med jorden, saaledes gik det ogsaa nedover med
befolkningen. Mens man efter Tiberius G-rachuss agerlove uden
vanskelighed havde fundet 76000 fattige borgere, som var beredte til at ombytte
b}’ens driverliv med landmandens haarde arbeide, saa havde Roms
befolkning to aarhundreder senere saa totalt glemt sin bondeoprindelse, at
ingen jorduddeling længere kunde lokke flere borgere ud paa landet, og
al den ærlige møie, som brave keisere gjorde sig meel koloniseringen, —
var fuldstændig bortkastet; Nero gav saaledes til ingen nytte 60
millioner sestertier til dette formaal. Militærdygtigheden, som paa Augustus’s
tid endnu med lethed havde leveret 150000 frivillige til at fylde
legionerne med, var under Marc Aurel (161 — 180), da der havde hersket
fred og ro paa halvøen i næsten to aarhundreder, — saa sunket, at
der knapt var 10000 mand at opdrive. Ikke engang prætorianerne
rekruteredes længere udelukkende fra hjemmet; barbariske, mest tyske
elementer fik stigende indpas i alle legioner; og Roms hære begyndte
at komplettere sig med sine egne „leirbørn", mens fogden (’villiens)
paa Italiens marker førte sine slaver til markarbeide som straffefanger,
og mens en enerveret slegt af rige patriciere i de faa endnu folkerige
byer morede sig ved cirkuslege og fraadseri.
Marc Aurels navn er nævnt. Men før vi gaar nærmere ind paa
denne hersker, hvem det var beskaaret ved en rask
forvaltningsforholds-regel — om ikke at løse, saa dog at føre problemet ind i et nyt
stadium, og hvis tanke endnu har sine eftervirkninger i vort eget
økonomiske liv, — maa vi ikke undlade ogsaa at søge efter dybere etiske
aarsager til den romerske races forfald. — Begrebet ,,de bedstes
udryddelse", som Otto Seek dvæler ved i sin bog, vil videnskaben neppe,
tyde, saaledes som han har gjort det. Forfatteren undervurderer den
spirekraft, som af skjæbnen er git enkelte folk i vuggegave, og som
Disraeli har kaldt historiens nøgle (the hey of history). Med eller
uden slaveri, med eller uden latifundier: det var ikke romernes
bestemmelse at leve saa længe som visse andre folkeslag. Det er muligt, at
klimatiske forholde var medvirkende; ti vintrene var i republikens
ældste tider ganske vist raaere, hele klimaet friskere og mere hærdende
end det senere Italiens bløde luft. Ogsaa den tyske race vil kun forbli
levedygtig som saadan, dersom visse forhold i jordbund og luft
stemmer overens. Og dette hemmelighedsfulde vekselforhold, som i det
nuværende Frankrige trods alle angreb paa det keltiske væsen, trods
al oversvømmelse, først af græsk-semitisk,, senere af tysk og frankisk
nationalitet, dog altid frembringer nøiagtig de samme instinkter,
som allerede Cæsar iagttog hos gallerne — dette vekselforhold er ikke
tilstrækkelig vurderet af Seek. Kun meget faa racer er det git at
forplante sig i hele sin eiendommelighed under alle zoner og forfatninger.
Blandt disse faa hører jøderne. Dog er der én omstændighed, som
ganske vist har været uundværlig for denne forbausende livskraft: at
egteskabet hos jøderne aldrig saaledes som hos romerne har vakt
modvilje, at de egteskabelige pligter tvertimod altid blev tat meget alvor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
