Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Litteratur. Jonas Lie: Dyre Rein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
•definere med ord ; det beror paa noget, som jeg ikke ved at betegne
bedre end ved: germanisk sjælfuldhed; de er alle ligesom fyldte til
randen af temperament; der er race i dem allesammen.
Af de Vangen ske jomfruer er Marianne den klogeste, Alida den
•stolteste, Merete den mest rørende. —
Merete; — hvilken gammel familje gjemmer ikke i sin historie
mindet om en saadan deilig ung pige, som forblødte sig paa sin
kjærlighed? — Sorgløs, yndig og skøieragtig, men lidt nervøs og
ubestemt angst vandrer hun ud i livet, det hun ser paa med
barnslig eventyrbaab. Saa kommer Dyre Rein, den nye fuldmægtig;
søstrene har imødeseet hans komme ivrige, optat og
forventningsfulde; men Merete har set ham, dagen før han kom, i et. syn.
Og da han saa kommer og er den samme som i synet, klemmes
hendes hjerte sammen i dødsangst, og hun fornemmer, at her er
hendes skjæbne. Han begynder med at frastøde og tiltrække hende
paa én gang, — som det rædselsfulde; men snart er hele hendes
væsen fyldt af en eneste stor følelse, og for hendes rige sjæl staar
livet fremover straalende og ubetinget, evig knyttet til den ene.
Men naar saa han forsvinder, saa ophører ogsaa verden at eksistere
for hende. — — — „Naar én er saa enkel og hel, knækker man
■ogsaa helt! -—- Du formaaede ikke at ta det op med verden mere
—." Hun lever endnu mange aar, men kun paa det, som han har
git hende, med sine to fingre indi den onyksring, han en aften
havde foræret hende, og som var for stor til hende. Rig i sin ulykke,
trofast i sit tab.
Dyre Rein er merket af skjæbnen; han bærer paa en slegtsarv
og ved det, livsangsten svæver som en dødsfugl over hans hoved
og driver ham i afgrunden.
Jonas Lie fortæller oftest saa stilfærdig og rolig, at man neppe
skimter hans ansigt, neppe tænker paa hans stemme; hans
livsfilosofi synes ialmindelighed saa afveiet og resigneret, saa sikker
og klog og mild; hans kjærlige visdom har forstaaelse for alle og
tilgivelse for de fleste; hans dybe humor synes at ha rum for alle
livets skjærende modsætninger uden at la sig forstyrre i sin
harmoni. Men saa med éngang — pludselig, og uden at han selv
véd, hvorfra det kommer, farer der en iling af angst over hans
sjæl; det kloge, milde smil i hans øie forsvinder; der lurer en sky
hest i ham, han føler sig usikker, alt vakler, han er ræd, ræd for
de mystiske stemmer i sin sjæl, for alle lyder omkring sig. der
synes at raabe fra en anden verden, og fylder liam meel angst.
Da undfanger han et „Trold".
Dyre Rein er undfanget gjennem en række af slige stemninger
hos digteren. Han har mange trold paa skogen. — Der bor en
vildmand i ham, som kulturen ikke har magtet at betvinge eller
bringe til ro. Han føler sig i sammenhæng med naturen,
sorenskriverens stue og hygge og kultur er ham et fremmed element, og
ret som det er, forsvinder han; han maa ud i naturen — hjem.
— Ofte bringer naturen ham den ligevegt. han søger. Men ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
