Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - I. Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
menneskelige samfund anser et herskerforhold som selvfølgelig givet.
Uden et saadant kan ikke samfundet varig bestaa; dog forudsætter
han to ting: hos de herskende beskyttelse og omsorg for de
undergivne og svage, og hos disse troskab og loyalitet mod deres fører og
beskytter. Men begge dele vokser lmn paa grundlag af alle
deltagernes tro og arbeide; arbeidet er nødvendigt for at retfærdiggjøre
vor tilværelse paa jorden, og troen paa det hinsidige for at gjøre
arbeidet og vor tilværelses kvaler og lidelser udholdelige.
Nutidens ulykker bestaar, efter Carlyles opfatning, deri, at alle
disse forudsætninger for en isandhed menneskelig tilværelse ikke mere
er forhaanden. Det gamle herskabsforhold, saaledes som det bestod
mellem feudalherrerne og deres afhængige, har ophørt for at gi plads
for den følelsesløse kontante betaling som det eneste bindemiddel
mellem kapitalist og arbeider; den fattige finder intetsteds beskyttelse
længere, men overlades til sig selv; følgen er, at han ikke kjender
nogen troskab mod de herskende stænder, men kun pønser paa oprør
og omvæltning; troen er overalt begyndt at vakle, naar den ikke er
gaaet ganske tabt; og endelig er arbeidet blevet alle en pine, saaat
proletariatet kun udfører det uvilligt, mens aristokraten søg.er ganske
at unddrage sig det. Saaledes „tror menneskene, at verdensaltet er
en stor, omfangsrig kvægstald og et arbeidshus med et uhyre kjøkken
og lange spiseborde, og at kun den er vis, som kan finde sig en
plads ved dem." (Carlyle).
Netop den omstændighed, at der nutildags, under egoismens
regimente, overalt viser sig symptomer til de bestaaende forholdes
opløsning, uholdbarhed, ja uudholdelighed, er for Carlyle en trøstefuld
foreteelse. Ti da blir der kun to alternativer igjen: enten gaar de af
mammonismen opslugte folk under, hjemfalder fremmede erobrere og
faar da, som dßt sig hør og bør, en ny tro og et nyt aristokrati
paatvunget udenfra; eller de udvikler af sig selv nye idealer og en
ny samfundsreformation, hvor alle dele sammenholdes ved den
gjensidige troskabs baand.
Det var de anskuelser, som vaktes hos Carlyle ved den
charti-stiske bevægelse, og som han med stor vegt udtalte i de to flammende
varselsraab til sine samtidige: Chartism (1840) og Past and Present
(1843). Her optraadte han som en anklager af sin tid, der med en
sprogmagt som ingen anden ubarmhjertig foreholdt alle stænder og
•partier deres synder, rammede egoismens regiment og dens fordærvelse
i gribende billeder og lignelser, men tillige — og dermed gjenvandt
ban de høiere stænders sympati — lovpriste deres kald til at herske
•og troens magt i begeistrede ord.
Klarere vil disse hans kritiske anskuelser, som paa clet
allerinderligste hænger sammen med hans positive ideal, forstaaes ved nogle
^citater. Det heder hos Carlyle (Past and Present):
■Grurth, sachaeren Kedriks livegne, er bleven meget beklaget af
historieskrivere og andre.*) Gurtli med messingringen om lialsen, som vogter Kedriks
svin, er visselig ikke, hvad man kunde kalde et mønster paa menneskelig lykke:
*) Gurtli (i Scott’s „Ivanhoe") bar en ring om halsen med den indskrift:
iGriirth tilhører Kedrik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
