Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - I. Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
men Gurth meel clen frie himmel over sig, meel den friske luft og det glade
løv omkring sig og med den sikre bevidsthed i sig, at han, naar dagen er
omme, derhjemme vil finde sin aftensmad og tag over hovedet sammen med
andre, synes mig lykkelig i sammenligning med mangen daglønner og proletar
i nutiden, som ikke er født hørig mod nogen! Ghirths messingring tyktes ham
ikke trykkende. G-urth havde den uudsigelige tilfredsstillelse at føie sig
uopløselig beslegtet med sine medmennesker paa jorden, om end paa sin raa
lials-haandmaner. Han havde overmænd, undermænd, ligemænd. Gurth er nu for
længe siden „emanciperet"; han har, hvad vi kalder frihed. Frihed, liar jeg
lært, er en guddommelig ting. Frihed? Et menneskes sande frihed skulde man
tro bestod deri, at lian finder den rette vei, eller at han tvinges til at finde clen
og gaa den. At han lærer eller blir belært om, til hvilken art af arbeide han duer
bedst, og at dette dernæst tillades ham uhindret, ■—■ eller at han foranlediges,
opmuntres eller endog tvinges til at ta fat paa det og udøve det, det er hans
egentlige lykke, hans ære, hans „frihed" og summen af hans velfærd. Den
vanvittige tillader du ikke at styrte sig i afgrunden; du gjør vold paa hans
frihed, fordi du er visere end han og holder ham tilbage fra afgrunden, om
du saa skal bruge tvangsmidler. Men ethvert tosset, feigt og naragtigt
menneske er kun lidt mindre udpræget vanvittig: hans egentlige frihed vilde
egentlig bestaa deri, at en visere paa en eller anden mild eller streng eller strengeste
maade kunde tilrettevise og tvinge ham til at gaa en rigtigere vei, naar lian
var kommen paa afveie — — — Hvad er alle oprør og udbrud af
folkeraseriet? Brøl, uartikuleret skrig, som fra et stumt væsen i raseri og kval:
for visdommens øre høres det som en uartikuleret bøn: „Før mig, regjer mig!
Jeg er gal og ulykkelig og kan ikke føre mig selv!" Isandhed: blandt alle
menneskerettigheder er denne det uvidende menneskes ret til at bli ført af den
vise, mildt eller voldsomt af ham at bli holdt paa den rigtige bane, den
ubrødeligste. Hvis friheden har nogen betydning, saa betyr den nydelsen af denne
ret — og det indbefatter i sig nydelsen af alle rettigheder.
Følgen af, at pligtens gamle baand er blevne sønderrevne, er
chartismen. Men — siger Carlyle i sin Chartism — chartismens
levende aand er ikke bleven undertrykket. Chartisme betyr
utilfredshed, som er blevet til raseri, altsaa de engelske arbeiderklassers
falske stilling eller falske stemning. Hvad betyr denne utilfredshed,
hvorfra kommer den, hvorhen fører den, under hvilke betingelser vil
den muligens forlade os —? Det er spørgsmaalene. Er de
arbeidende klassers stilling saa slet, at forstandige arbeidere ikke vil finde
sig i det, kanske ikke engang bør det? Eller er utilfredsheden selv
vanvittig? Ikke arbeidernes stilling vilde isaafald være falsk, men
deres stemning, deres tanker, deres følelser! Selv i dette tilfælde,
hvor politi og streng undertrykkelse mere synes paa sin plads, vil
tvang dog ingenlunde udrette alt. Naar der bestaar et’utilfredshedens,
almindelige vanvid, saa maa der gjenoprettes en vis grad af tilfredshed^
og ikke bare ved hjælp af politi.
At der ikke hersker tilfredshed i England er begribeligt, da de
herskende lærdomme og indretninger er forfeilede: den ene efter den
anden blir derpaa af Carlyle gjennemheglet med blodig haan. — Se
engang paa nyttefilosofien og clen dertil hørende natio-naløkonomi: de
tar sit udgangspunkt fra en verden af kjæltringer og vil alligevel, at.
der skal komme noget æiiigt ud af det!
Se til malthusianerne! De mener, at arbeiderne ved kjønslig
afholdenhed selv har i sin magt at forringe „hændernes" antal og
forbedre sin stilling. De tror paa en guldalder, naar tyve millioner
arbeidere streiker paa engang paa dette omraade, de behøver bare i
en altomfattende fagforening at fatte clen beslutning ikke at gifte sig,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
