Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Robert Burns. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
"betragtede ham som en vild og uordentlig digter {Kere Douglas
forms wild Shakespeare into plan).
Burns havde gammel kærlighed til de skotske folkeviser, fra
han som barn hørte sin moder synge dem. Han begyndte ogsaa
selv med sange, men droges snart mod andre forbilleder. Kun
nogle faa af hans bedste viser blev til før 1787, saadanne som Mary
Morison, Green grow the rashes og Findlay — The Jolly Beggars
ikke at forglemme. Hvad der gør dette digt saa betydeligt, er dog
mest farvernes saft og styrke og den vilde vagabondlystighed i
viserne, mindre deres kunstværd.
Anderledes i hans senere aar. Med undtagelse af nogle epistler
og hans eneste udmærkede fortælling — om den gavtyv Tam
o’Shanter, det nær var gaaet galt, da han saa den stumpsærkede
hex danse i Alloway kirke, — skrev han i denne tid næsten kun
sange, mest til nogle samlinger af folkemelodier og viser, som et
par mænd i Edinburgh havde planlagt. Men det blev hans
hovedværk.
I sine sange gik han ogsaa helst ad banede veje. Han brugte
de gamle folkeviser, ændrede dem, fortsatte dem og
fuldstændiggjorde dem. Eller han tog folkets dansemelodier og skrev ord til
dem. En og anden af de gamle sange er bedre som den var. Det
er jo ogsaa højst farligt at bygge videre paa fortidens værk. Men
Burns var mand for at gøre det. Hans sange er selv folkeviser,
ikke bare efterligning, og han gav dem en fyldig og ren klang,
som kun faa a.f de gamle ejer. Han havde folkevisens aand i sig.
Men han var derhos en fin og aarvaagen kunstner. Man maa ikke
betragte Burns som et raat naturgeni, der sang ubevidst som en
fugl. „Jeg tror sikkert," skrev han engang, „at man kun naar
udmærkelse i kunsten ved flid, agtpaagivenhed, arbejde og umage."
Allerede som ungt menneske studerede han sin kunst med kritisk
omhu. Han havde et fint øre for musik — undtagen kirkemusik,
og havde smidiggjort sit sprog, saa det uden at snuble kunde følge
alle en skotsk dansemelodies krumspring. Han vidste, at en sang
maa lutres for al tyngde, for at den kan flyve let. Naar han
havde skrevet en sang, lod han sin kone synge den igennem og
ændrede de orel, der kunde hæmme sangen. — Og endelig: i disse
sange gød han sin egen sjæl, sit lune, sin ømhed og sin lidenskab,
og gav dem sin klare og bløde røst. De blev saaledes folkeviser
og kunstsange i ét; de har de gamle digtes almene naive tone og
samtidig den moderne personlige inderlighed.
Burns sange er ikke personlige i den forstand, at man uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
