Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - Napoleon III som statssocialist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
imperialistisk tænkemaade. Saaledes taldt ikke blot alle arbeidernes
politiske foreninger, men ogsaa deres rent økonomiske sammenslutninger,
deriblandt mange blomstrende forbrugsforeninger og mangen en produktiv
association som offer for det „samfundsreddende" diktatur. Men efterat
den første iver efter at grunde det nye imperium var fordunstet, blev
der foretaget en omhyggelig udskillen mellem proletariatets politiske
og økonomiske organisationer, og mens de første hensynsløst kvaltes i
fødselen, blev der ikke lagt nogen hindring iveien for de sidste.
Saaledes opstod der under keiserdømmet en meget livlig arbeiclerbevægelse,
hvis tyngdepunkt laa i sammenslutninger til opnaaelse af høiere
lønninger og bedre arb eids vilkaar overhodet. Nu var den slags
koalitioner vistnok ifølge en gammel fra revolutionstiden stammende lov
forbudt; men de blev dog stiltiende taalt; streikende arbeidere, som
var retslig dømte, blev benaadede, og præfekterne fik paabud om at
forholde sig ganske neutrale i tilfælde af arbeidsindstilling; tilslut
(1864) blev endog koalitionsforbudet fjernet ved lov.
Men desuden har keiserdømmet, der gjerne betegnede sig selv
som „gouvemement du grand nombre", ogsaa ved en række andre
positive forholdsregler søgt at støtte de arbeidende klasser: man vilde
— som Sainte-Beuve formulerede det — „ta det gode af de
socialistiske idéer, for at unddrage clet revolutionen og føie clet ind i
samfundets regelmæssige ordning."
Først og fremst søgte dette regime at garantere hovedstaden
billige priser paa de nødvendige levnetsmidler. Heri fortsatte det
egentlig kun det napoleonske dynastis traditioner; ti allerede den
første Napoleon havde levet i stadig angst for, at brud paa dette
princip skulde føre til folkeoprør, og havde af clenne grund organiseret
bagerne og slagterne som sluttede korporationer, med forpligtelse til
bestandig at sørge for tilstrækkeligt forraad af levnetsmidler. Napoleon
III indførte dernæst La Caisse de la boulangerie (1854), til hvilken
bagerne i tider, hvor kornpriserne var låve, maatte afgi visse procent,
for saa igjen, naar kornpriserne var høie, at mo åta tilskud af kassen
og derved sættes istand til at opretholde de gamle brødpriser. Om
clenne kasses virksomhed kan man gjøre sig et begreb, naar man
erfarer, at den i dyrtidsaarene fra 1854 til 1856 afgav 55 millioner
francs til pariserbagerne, saa at folket neppe merkede de dyre tider.
Og da endelig i 1863 — i overensstemmelse meel tidens
individualistiske præg — bagerbedriften blev offentlig frigivet, holdt man dog
paa princippet om bagerikassen, idet man hævede en centim af hvert
kilogram korn, der indførtes til Paris, og benyttede clenne sum til at
nedsætte brødpriserne (ved tilskud til bagerne). Ogsaa i kjødhandelen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
