Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
kring 1785. Maanedsskriftet „Minerva" svarer f. eks. i meget og mangt
til moderne begreber om en saadan. Man søger at etablere en
regelmæssig og livlig forbindelse mellem fremmed: tysk, fransk,
engelsk — aandsliv og vort eget. Man tar mere og mere de
praktiske konsekvenser af den frie tænkning. Man diskuterer de
menneskelige samfunds „naturlige" forudsætninger og individernes
„naturlige" rettigheder. Endnu udtrykker man sig i en saglig,
drøftende tone. Man meddeler de resultater, man ved fremmed
læsning og egen tænkning er kommet til, og henstiller til
magthaverne at drage sig denne visdom til nytte.
Saa begynder (ca. 1791) situationen at bli mere kritisk.
Ke-volutionen i Frankrige tar en voldsom vending, den danske regjering
blir som alle andre ængstelig, og den frisindede opposition, som nu
først kan kaldes opposition, gaar dristigere paa. Endel pressesager
og fældende kjendelser forbitrer gemytterne, tonen i regjeringsvenlige
blade, som „Folkevennen", er eggende, de liberale begynder at ta
direkte sigte paa kongemagten, — saa griber regjeringen til
sterkere magtmidler, afsætter og forviser, og for at tilføie oppositionen
■et alvorligt knæk gir man 1799 en ny trykkefrihedsanordning.
Julaften 1799 faldt dommen over P. A. Heiberg. Dermed
valkampen forbi. Den danske regjering havde for lange tider bragt
de oppositionelle røster til at tie.
Kampen havde ogsaa været ulige. Der var, trods den
interesse, hvormed det store publikum fulgte striden, trods den
almindelige sympati for P. A. Heiberg, som fik et ganske kraftigt udslag
ved hans afreise, ikke i Danmark en folkemeniug saa sterk, at den
kunde fremtvinge nogen politisk omveltning.
Saaledes fandt reformbevægelsen i politisk henseende foreløbig
sin afslutning. Men forinden havde den gjort sin gjerning. Dens
politiske betydning var maaske ikke — særlig ikke i de
umiddelbare følger —■ saa stor. Men bevægelsen havde git tænkningen
videre vuer . og sundere basis. Man havde faaet en anden og
dybere opfatning af menneskets værd, af den individuelle ret. Det
aabenbarte sig indadtil som. en større tankens selvstændighed,
som livligere erkjendelsestrang og mere vaagen kritik, — udadtil
som humanitet. — Og det som omkring 1700 kun var naaet til
de klareste aanders erkjendelse, det som stod for mange som en
opdagelse, — den indre sammenhæng mellem alle livsformer, —
det er 1800 for mange blevet et naturligt udgangspunkt for tanke og
følelse. Mod den revolution, som var foregaaet i menneskeaanden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
