Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85-
franske dialog, saa godt det lod sig gjøre. Stivt og hult kom det
til at klinge, og lykkedes det end imellem de sceniske kunstnere
at lægge saamegen følelse i de kunstige repliker, at et ukritisk
publikum blev revet med, saa var der dog de øren, som pintes af
al denne litterært tillavede unatur.
Fasting havde ellers en ret klar erkjendelse af, hvad der var
naturligt og ikke naturligt. Det ser man bl. a. af hans udtalelser
om Frimanns „Axel og Valborg" og folkevisen. Men for tiden
havde han saaledes indlevet sig i fransk litteratur,’ at hans kritiske
sans svigtede ham under udarbeidelsen af „Hermione". Stykket
rammes derfor lige saa meget som Bruns „Zarine" af Wessels
parodi. I den nøie tilstuderede franske form fordamper ialtfald
væsentlig den følelse, som maatte være nedlagt i stykket —
følelsesfulde effekter mangler det ligesaalidt som Zarine.
Professor L. Dietrichson, der finder, at „Hermione" af „hine
slaviske franske stykker maaske er det bedste", — „der er dog
ialtfald lidenskab" i „Hermione" — har særdeles interessant belyst
denne tragedies forhold til Fastings eget liv. En af stykkets
hovedpersoner er en skinsyg kvinde, der ved alle midler søger at
skille helten fra den, han elsker. Da hun ikke naar sin hensigt
paa anden maade, dræber hun sin rivalinde og dernæst sig selv.
En lignende tragisk konflikt i Fastings liv har man tillagt
stor betydning. Han var forelsket i en ung pige, hvis lærer han
havde været. Den unge dames mor, der var enke paa nogle og
tredive, var imidlertid selv indtat i Fasting, og da hun kom efter
hemmeligheden, tvang hun i Fastings fravær sin datter til at gifte
sig med en anden beiler.
At dette Fastings kjærlighedsforhold har sat merker i hans
digtning, er jo rimeligt. Selve konflikten er altsaa benyttet i
„Hermione". Henr. Jæger anfører i sin „Illustrerede
Litteraturhistorie" to smaa digte, de eneste han har fundet, som synes at
staa i direkte sammenhæng med denne begivenhed. I det ene
fingeres den tabte elskede død:
Over ***
Ak kunde jeg fra Dødens Rige
Med disse Taarer vække dig;
Een Gang endnu dig høre sige,
Kun een G-ang, at Du elsker mig.
Det er vel troligt, at disse linjer gjælder hans ungdoms
forelskelse. Uden for disse to digte vil man ogsaa vanskelig finde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
