Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Biografiske skisser. Amalie Skram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
rimeligt kunde være; ti hendes skjønhed var som en aabenbaring,
af dem som man ikke træffer mange gange i sit liv. Den låve
klassiske pande under det kulsorte haar, de straalende og lynende
øine under de mørke bryn, den ferskengule teint, der fremhævedes
end mere ved de røde koraller om hendes hals, — alt gav hendes
udseende en eksotisk glans, i hvilken de blonde penheder omkring
hende blegnede og forsvandt. Hun nød hyldesten med forbauset
forundring og fik de første anelser om verdens herlighed og livsens
glæde. Men længe skulde ikke hendes ungdoms sorgløse lykke vare.
Aaret efter var hun gift, knapt 18 aar gammel, et rent barn,
bogstavelig talt ikke udvokset.
Egteskabet blev hendes livs krise; nogen lindring i hendes
bitre skuffelse var det dog, at hun kom til at reise saa meget;
hendes mand var skibskaptein, og hun fulgte med ham rundt den
hele klode, og her fyldte hun sin sjæl med alle de billeder fra
fremmede lande, som indtar en saa stor plads i hendes verker.
Disharmonien vokste dog stadig, og sorgen og tungsindet; og saa endte
det meel, at hun efter 13 aars forløb brød ud og blev skilt.
Men da var hun ogsaa absolut ribbet for alle de illusioner,
hvormed hun som 17aarig pige havde stormet ud i livet. Hendes
idealer fra romanerne om heltemod og storsind, hendes pigedrømme
om mandsrenhed og kvinderenhed, hendes rigoristiske
kristendoms-krav til menneskenes offervillighed, — hvad havde livet svaret hende
til alt dette? — Renhed paa læberne og raahed i hjertet,
offervillighed i ord og grusomhed i handling; stivede skjortebryster og
„weisse, höfliche Manschetten" i selskabssalen og kynisk livsnydelse
udenfor. Ude som hjemme — ingen forskjel; overalt den samme
skjærende disharmoni mellem skin og virkelighed, det samme
svælgende dyb mellem det man sa, og det man gjorde. Stykke for
stykke var illusionernes sol sunket alt dybere og dybere paa
hendes horisont, og ved hendes skilsmisse var den gaaet ganske under.
Graat og prosaisk, dystert og grusomt laa livet igjen uden lys,
som en tung sten i hendes hjerte. Klar kulde og haard bitterhed,
som kun kunde opløses i medlidenhed med menneskene, verdens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
