Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Heinrich Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
„Ach mein Hals ist ein wenig geschwollen!" So sagte die Beste
Aengstlich. — Stille, mein Kind! Still, und vernehme das Wort.
Dich hat die Hand der Venus berührt; sie deutet dir leise,
Dass sie das Körperchen bald, ach! unaufhaltsam verstellt.
Balcl verdirht sie die schlanke Gestalt, die zierlichen Brüstchen;
Alles schwillt nun; es pas st nirgends das neuste Gewand.
Sei nur ruhig! Es deutet die fallende Blüthe dem Gartner,
Dass die liebliche Erucht schwellend im Herhste gedeiht.
Et gemyt som Heines er weltschmerzstemningen prisgivet. Ogsaa
her er Heine arvtager: siden Byrons Childe Harold, ridderen med
det blege aasyn og det kvalfuldt dystre blik, drog ud paa sin
pilgrimsfart, var weltschmerz blevet moderne. Men weltschmerz og
weltschmerz er to ting. Byrons verclenssmerte er titanisk, hans
digtning en vældig destruktionens poesi. Ingen forstaar som lian (i
skildringen af tordenveiret i Alperne og i Oceanhymnen) at skildre naturen
i dens ødelæggende oprør. Heines weltschmerz er clen sygelige
selv-liedstrang, der ikke kan forsone sig meel livets baand og pligter, og
den sygelig-fine gemytssaarhed, der ikke kan forsone sig med livets
prosa. Derfor har Heine intet sandt forhold til naturen.
Brandes har ved en detaljeret analyse af digtene vist, hvor Heine
sjelden formaar at danne et anskueligt naturbillede, — og det uagtet
han har den heftigste naturtrang, der faar sit udtryk i, at han tidt
fører sine læsere til det tropiske Indiens klare maanenat. Trods de
bestemte detaljer intet helbillede. Sagen er, at Heine i sig selv ikke
har følelse for naturens harmonier; hans naturskildring er blot en
fingersætning, — og det en fingersætning paa temmelig bestemte taster
af naturens store klaver.
En undtagelse gjør Brandes for Heines Nordsø-digtes
vedkommende. Her — siger han (Hovedstr. 6. 195), „bruser havet for
første gang i tysk poesi med sin friskhed og i sin vælde. Her er
for første gang muslinger i sandet og maager i luften".
Jeg maa tilstaa, at jeg slet ikke ser mere friskhed her end i
Heines øvrige naturskildringer, og at navnlig disse maager slet ikke
imponerer mig, saa meget mindre, som jeg tror, Heine ikke først har
seet dem paa Nordsøen, men hos Byron. I Byrons digt: My native
land! Good night (Childe Harolds Pilgrimage, Canto 1), som Heine
selv har oversat, fandt han det hele apparat: solnedgangen, søen
med bølger og brændinger, maagerne med sine skrig, og nu kunde
Heines fingersætningskunst stille solen og farve dens skin efter
klokkeslettet, gjøre bølgen blaa, sort, skummende o. s. v. Og clog, skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
