Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183.
„Thätig unter menschen
lebt ich ehmals, aber mein ged anke
wuchs in mir von jahr zu jahr, bis endlich
diemer schatz mir ganz allein genügte."
En dag foretog vi herrer alene — damerne blev rolig hjemme —■
en udflugt til et smukt og høitliggende punkt tæt ved Brenner.
Fodvandringen var lang, ikke uden besvær, og glade var vi allesammen
ved i et uanseeligt bondehus at faa til middag en stegt høne med
god landvin til. Vi havde kun gjort regning paa brød og melk.
Ibsen var denne dag i sjelden god stemning. Efter bordet, ved
kaffen og cigarerne, blev han meddelsom og talte om sin ungdom,
om litteratur (hvad han saa nødigt indlod sig paa), om Bjørnson,
Welhaven etc.
Han spøgte og lo — og jeg blev glad ved at se hans glæde.
Jeg tænkte paa det falske billede, som mange hjemme ved læsningen
af „Brand" havde dannet sig af Ibsen som en streng, umedgjørlig
pietist — en vildfarelse, hvori ogsaa den muntre, livslysta e Karl den
15de gjorde sig skyldig, idet han ved sit første møde med digteren,
øiensynlig for at behage denne, begyndte at tale om — moralens
nytte.
Eor Welhaven havde Ibsen megen interesse og talte gjentagende
og med behag om denne digter, der i finhed og formsans, i skræk
for det raa og almueagtige var saa nær i slegt med ham selv. Med
udbytte havde han i sin ungdom hørt Welhavens forelæsninger, og
mindet om dennes veltalenhed og smukke, soignerede skikkelse levede
stedse frisk hos ham.
Vinje med sit store, udyrkede talent, sin sterke norskhedsrus,
havde ogsaa været et led i hans udvikling. Det specifik norske i
Ibsens sprog, som det særlig træder frem i „Per Gynt", denne
lykkelige blanding af-folkeord, af dagligtale, af maalstræv, maa for en stor
del tilskrives Vinjes indflydelse.
Vinje og Welhaven var jo i én forstand forsiden og reversen af
samme medalje. En fælles sympati forenede dem ogsaa tilslut. Vinje
tilegnede saaledes Welhaven sine skildringer fra England.
Ibsen beklagede, at det bedste, Vinje’ havde skrevet, ikke var
blevet trykt, ikke kunde trykkes. Det var en bog om vort folks
sundheds- og renligheds tilstand i lighed med Eilert Sundts verker —
men en utrolig kynisme gik desværre haand i haand med genialiteten*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
