Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235.
rigeligste anledning til videre udvikling. Hid hører den blanding af
skepsis og barnlighed man saa ofte iagttager hos ham. ’ Han har
altid været en ægte pariserdreng, og et karakteristikon for
gjennemsnittet af pariserne er netop foreningen af skeptisk ironi med
god-hjertethed og en vis naivitet, af oppositoinslysten uafhængighed med
ærbødighed for de bestaaende magter. Pariserne er gouailleurs, men
iader sig ogsaaletimponere og røre. Og Coppée elsker sin by og sine
byes-børn. Ingen har med større kjærlighed til emnet skildret den
vidunderlige metropol, dens brogede folkeliv og dens skjønne omgivelser:
hvad Dickens var for London, har Coppée i mange maader været for
Paris.
Hans ydre vilkaar var aldrig meget glimrende. Fattigdommen
herskede i hans barndomshjem. Faren sled sig ud i en svagt lønnet
departementspost og blev hjælpeløs syg, saa Francois1), der var eneste
søn, maatte opgive sin paatænkte akademiske løbebane for at ernære
familjen. Han holdt meget af denne far, og han har reist ham et
mindesmerke i nogle varme linjer^), hvor han kalder ham en brav
mand, snil og retskaffen, ligetil og gudfrygtig, hon comme un s Clint,
naif comme un poéte. „Min far var, siger han, trods sin fattigdom,
bestandig fornøiet og i godt humør.’ Efter dagens besværlige arbeide
i det mørke, regjeringskontor fandt han forfriskning og glæde i at
spasere med sin søn, og naar turen var endt, slog han sig koselig
til ro hos kone og børn i de tarvelige rum i en 7de etage. Mangen
gang siden, naar jeg følte mig livslei, træt og modløs, et bytte for
spleen og tristhed, lod jeg tanken vandre tilbage til disse stille aftener
fra gamle dage. Min far staar da lyslevende for mig. Jeg mindes
hvor meget han maatte gjøre, denne pligtens og arbeidets træl; jeg
mindes al den taalmodighed og kristelige resignation, han viste under
strævet for at tjene vort daglige brød, han som negtede sig alt og
aldrig klagede. Og jeg glemmer da at tænke saa meget paa mig selv,
og uden at jeg ved, hvordan det gaar til, kommer de bønner, han lærte
mig, da jeg var barn, atter frem paa mine læber, mes levres surprises".
Der gaar gjennem dette en egte og sand tone, en virkelig og dyb
følelse. Coppée var en mønsterværdig søn. De citerede linjer giver
desuden et ganske godt indblik i store partier af hans digtning, hvor
denne idyllisk-vemodige klang saa hyppig høres i grundstemmen; nu
og da kan det blive lidt søgt, lidt manieret, men naar han taler om
x) Han hed egentlig Prançis, men forandrede dette navn til det mere
populære François.
2) I digtet Olivier, cb. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
