Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246.
naturlig og utvungent: deres fine og elskværdige laisser-aller og sagte
summende musik er et produkt af høi kunst. Og denne fonn
passer-fortrinlig til de beskedne emner, som den hæver og adler uden dog
at idealisere dem op til sødladenheden i G. SancVs landsbyromantik
eller søndagstonen i Tidemand1 s norske bondemalerier. Coppée
svæver ikke langt op over virkeligheden og jorden. Men han misbruger
sortkridtet i sine tegninger af de ubemerkede eksistenser. Saaledes i
JJn fils, en trist historie om en ung mand, uegte barn, som
opgiver-alle forhaabninger om at gjøre karriere for istedet at forsørge sin
^attige mor; han tjener deres kummerlige brød, om dagen i et kvalmt
kontor, om aftenen ved fiolinspil i en ynkelig forstadsvarietés orkester,,
med glædeløs møie og kniben paa skillingen, dertil plaget af
morens-daarlige humør1), indtil han endelig dør, længe efter hende, ensom og
forladt, uden at have kjendt andet af livet end dets mørke sider.
Alt dette er nu unødig penibelt. Man forundres over, at Coppée ikke
har indlagt et eneste lyspunkt; saadanne pleier dog aldrig ganske at
mangle i noget livsløb: giver forholdene ingen, saa skaber man sig
clem selv, det ligger i den menneskelige natur. Saa her har han
overdrevet, som i flere af de øvrige stykker2). Hans melankolske
temperament og svagelige helbred gjorde ham lidet skikket til at se lyst paa.
tilværelsen. Hans pessimisme er ikke skjærende og uforsonlig, men
til gjengjæld jamrende og sutrende, aldrig mandig eller frisk; dertil
kommer sentimentaliteten og føleriet. Noget andet man bebreider ham
er, at han ikke fuldstændig har klaret det skjær, som truer denne
genre. Den blir nemlig saa let rent prosaisk. Og adskilligt i les
Humbles synker ned til den versificerede prosas niveau, virker tørt,
affekteret, næsten kjedeligt og indbyder til parodier. For saadanne har
han da ogsaa mere end én gang været gjenstand. Lemaitre3)
erklærer hele genren for hybride et douteux og sætter mere pris paa
Cop-pées fortællinger i ubunden stil. Ja, genren er vanskelig, men skal
den egentlig kaldes falsk? En virkelig digter kan ihvertfald af den
udvinde megen skjønhed.
I nær forbindelse med les Humbles staar Promeyiades et Interim
I meget af dette gjenkjender vi træk af digterens eget liv.
2) Som de mest lykkede nævner vi le Petit JEpicier, den stakkels snille
høker i sin graakolde butik og sit uhyggelige hjem, lidt trist, men ikke bitter;;
stemningen er godt holdt gjennem hele digtet, ligesaa i Emigrants, vel det
bedste (amerikareisende bønder paa jernbanestationen i nattens mulm; udmerket
realistisk maleri). En province indeholder smukke idylliske momenter og en
rørende kjærlighedshistorie.
3) Les Contemporsins YI, 1. 321.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
