Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Tannhäuser for 50 aar siden - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1428
sig med udkastet til „Meistersinger", „Wieland der Schmied",
„Lohengrin", „Manfred", befandt sig i en utrolig frugtbar
kunstnerisk periode. — „Rienzi" gjorde storartet lykke og Wagner blev
ansat som kongelig kapelmester med 1500 thaiers gage. Dermed var
Wagner i alfald reddet fra at dø af sult, men han indsaa snart, hvor
lidet kapelmesterstillingen passede for hans natur. 1 begyndelsen
styrtede han sig ind i teaterlivets sanselige tummel, men vendte
sig snartf med modbydelighed bort fra det hele væsen. Han følte
„længsel efter tilfredsstillelse i et høiere, ædlere element, som
i modsætning til den umiddelbar erkjendbare
nydelses-sanselighed, der beherskede den mig omgivende moderne nutid i liv og
kunst, maatte aabenbare sig for mig som noget rent, kydsk
jomfrueligt elskovsfulde Hvad andet kunde denne længsel efter
kjærlighed, det ædleste, jeg efter min naturs væsen formaaede at føie,
være, end ønsket om at forsvinde langt borte fra nutiden,
ønsket om at forgaa i et element af uendelig kjærlighed, som ikke
findes her paa jorden og blot syntes mig at kunne naaes i døden.
I grunden var denne længsel intet andet end længsel efter
kjærlighed, virkelig paa fuld sanselig jordbund opspiret kjærlighed,
som netop ingen tilfredsstillelse kunde finde i den væmmelige
moderne sanseligheds smuds." — — — — Videre skriver Wagner:
„Det var en fortærende yppig ophidselse, som holdt mit blod og
mine nerver i febrilsk bevægelse, da jeg skitserede og udførte
musiken til Tannhäuser. Min sande natur, der fyldte mig med
væmmelse for den moderne verden, og som jeg havde gjenfundet
i trangen mod det ædlere og ædleste, omfattede som i heftige
brændende favntag mit væsens yderste bestanddele*), som begge udmundede
i én strøm: den inderligste elskovslængsel."–-— Wagner havde
den hele tid, mens han skrev Tannhäuser, en ubeskrivelig frygt
for at dø, førend verket var færdigt. — „Ved optegnelsen af den
sidste note følte jeg mig saa glad, som om jeg havde undgaaet
en livsfare", skriver han i „eine Mittheilung an meine Freunde".
II.
Jeg har allerede omtalt, at den egentlige musikalske form i
Tannhäuser i det hele taget lidet nyt bringer os. Den er en noget
friere udvikling af den gamle operaform med arier, duetter,
ensembler etc. Omtrent overalt ligger melodierne i sangstemmen
og er yderst enkle og regelmæssig byggede. Derfor kan den mod-
*) Trang til faldt sanseligt liv og liigen mod det ideelle. GL S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
